Én by – tre lottomillionærer på en måned

8. januar 2019 20:29 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Danske Spil kalder det for en sjældenhed, at en dansk by udklækker hele tre lotto-millionærer på bare en måned.

240 millioner kroner. Så mange millioner er der på bare en måned vundet på kuponer solgt i den vestsjællandske by Kalundborg, har Danske Spil oplyst siden december, da historiens nøststørste Lotto-gevinst blev udtrukket her. Fordelt på 210, 25 og fem millioner.

Danske Spil kalder det overraskende og en særdeles sjældenhed, at så mange store gevinster tilfalder den samme by inden for så overskuelig en periode. Til TV2 Øst siger Pernille Mehl, der er administrerende direktør for Danske Lotteri Spil, at det kun kan siges at være et ekstremt lykketræf, for der spilles ikke mere i Kalundborg end andre byer til sammenligning.

Umiddelbart lyder det plausibelt, men vi har alligevel spurgt Martin Damm, hvad der foregår i Kalundborg. Han er borgmester i kommunen og må kunne svare på, hvorfor Kalundborg er Danmarks heldigste by i disse dage.

– Mig bekendt har vi hverken flere regnbuer, der ender her, eller puttet noget særligt i vandet, der gør, at folk i Kalundborg vinder så meget, siger han få dage efter den tredje gevinst blev udtrukket lørdag 5. januar.

Han siger desuden, at det er dejligt, når der er positive historier om kommunen.

Den arbejdsomme kommune

Venstre-borgmesteren har dog forberedt sig. Han har fundet et citat fra George S. Clasons bog “Den rigeste mand i Babylon”. Her i står det, at “handlingens mænd bliver favoriseret af lykkens gudinde”, og det er Martin Damms forklaring.

– I Kalundborg Kommune er folk rigtig arbejdsomme, så det er fuldt fortjent. Selv om gevinsterne er blevet mindre over tid, så synes jeg dog, at vi godt kan rumme et par skud mere, så det kan være, vi skal til at lave en kampagne og lokke folk til kommunen med Lotto-gevinster, siger han og griner.

De to af vinderne kommer begge fra Kalundborg, mens den tredje – fra 5. januar – meldte sig til Danske Spil mandag. Newsbreak.dk får tirsdag at vide, at vedkommende ønsker at være fuldkommen anonym, så det er derfor uvist, om der også her er tale om en lokal.

– Folk snakker virkelig om det. Jeg lagde også selv et opslag på Facebook, hvor en af kommentarerne lød, at folk udefra får lokale til at købe lotto-kuponerne her. Det er virkelig sjovt, siger Martin Damm.

Tilfalder trængende

Typisk vil vinderne af de helt store gevinster holdes anonyme, men nogle vælger dog at fortælle om gevinsten til Danske Spil, der således i en pressemeddelelse kunne fortælle den rørende historie om et af kommunens par. Hun var blevet fyret i begyndelsen af december, og hendes mand havde ikke kunnet arbejde i et år efter en stor operation.

Med andre ord var der ikke meget at gøre med. Indtil kvinden fik en indskydelse og købte en lotto-kupon i Kvickly. Det endte med 25 millioner kroner.

– Jeg måtte lige tjekke efter et par gange. Og den var altså god nok. Jeg glemmer aldrig de tal igen. Min mand sad inde i sofaen og så TV, og jeg løb grædende ind til ham. Først troede han, at det var hans far, der var død, men så så han, at jeg stod og viftede med kuponen, sagde kvinden i en pressemeddelelse.

Historien har gjort indtryk på borgmesteren.

– Selv hvis Kalundborg Kommune ikke får penge ud af at have mange Lotto-vindere, så gør det mig glad, at nogle af vores borgere, der virkelig har brug for en hjælpende hånd, får det, siger han til Newsbreak.

Der er i øvrigt ikke planer om at lave en anparts-klub i kommunalbestyrelsen. Indtægten var ellers oplagt.

Fakta

De største gevinster i danmarkshistorien per 8/1-19

1. 315.009.958 kr. – Eurojackpot – uge 8, 2015 – Kvickly, 3000 Helsingør

2. 210.688.619 kr. – Eurojackpot – uge 49, 2018- abonnement Kalundborg Kommune

3. 148.183.435 kr. – Eurojackpot – uge 45, 2017- Spar Skallerup, Nordre Klitvej 35A, 9800 Hjørring

4. 140.358.416 kr. – Onsdags Lotto – uge 33, 2016 – Q8 Service, Horsensvej 83-85, 7100 Vejle

5. 135.177.015 kr. – Eurojackpot – uge 43, 2012 – Kiosken Herlev Sygehus, 2730 Herlev

6. 114.000.000 kr. i Eurojackpot – Uge 1, 2017 – Super Brugsen, 3310 Ølsted

7. 63.257.880 kr. i Eurojackpot – Uge 4,7 2017 – Super Brugsen, 4990 Sakskøbing

8. 56.789.170 kr. – Onsdags Lotto – uge 34, 2013 – PLUS abonnement

9. 50.000.000 kr. – Joker – uge 43, 2015 – 2000 Frederiksberg

10. 49.937.681 kr. – Onsdags Lotto – uge 46, 2012 – Boulevard Kiosken, 4760 Vordingborg

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu