ANNONCE

En omvendt Wilczek?

19. september 2020 15:33 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Serbiske Andrija Pavlovic skifter til Brøndby øjeblikkeligt på en fireårig kontrakt.

En omvendt Wilczek?
Andrija Pavlovic, der har en fortid i FC København, skal fremover tørne ud for ærkerivalerne fra Brøndby. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Kan man kalde det en omvendt Kamil Wilczek?

I hvert fald oplyser superligaklubben Brøndby på sin hjemmeside, at man med øjeblikkelig virkning får tilgang af den tidligere FC København-angriber Andrija Pavlovic.

Den 26-årige serbiske angriber, som fra 2016 til 2018 tørnede ud for Brøndbys ærkerivaler fra FCK, har fået en kontrakt på fire år. Det sker, efter en sommer hvor FCK har hentet den tidligere Brøndby-topscorer Kamil Wilczek, som skabte store overskrifter i de danske medier.

Ikke med søndag

Pavlovic kommer til fra østrigske Rapid Wien, og timingen er ekstra speciel, da netop Brøndby og FCK tørner sammen i ligaen søndag. Brøndby skriver dog på sin hjemmeside, at Pavlovic har første træningsdag i klubben på mandag.

– Det har længe været almindeligt kendt, at vi var på markedet efter en spiller med kompetencer, der kan komplementere de angribere, vi allerede har i truppen. Jeg er klar over, at han for nogle år siden havde kontrakt med FC København, og jeg er jo ikke blind for den dynamik, der er mellem fans og klubberne. Men vi har kigget på, hvad, vi mener, kan styrke og komplementere vores trup. Pavlovic er en dygtig angriber, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen på Brøndbys hjemmeside.

Carsten V. Jensen har selv en ikke så fjern fortid som sportschef i FCK, ligesom han som spiller har repræsenteret både Brøndby og FCK. Pavlovic slog aldrig helt til hos Ståle Solbakken og FCK, men Brøndbys fodbolddirektør er overbevist om, at klubben har gjort en god handel med købet af serberen.

En mulighed

– Pavlovic er en dygtig angriber, som almindeligvis ville repræsentere en værdi, vi ville have svært ved at løfte i den nuværende situation, men som tingene har udviklet sig for ham og hans situation i Rapid Wien, så opstod der en mulighed i markedet, siger Carsten V. Jensen.

På ryggen af sin trøje får angriberen nummer 9, og han ved godt, at han med sin fortid hos FCK skal kæmpe sig til anerkendelsen hos Brøndbys fans.

– Jeg har stor respekt for, at det muligvis ikke er min trøje, der vil blive solgt flest af på grund af min tid FC København. Det ændrer ikke på, at jeg kommer til Brøndby IF, fordi jeg vil vinde kampe, og jeg tror på, at jeg kan bidrage, og at jeg kan gøre en forskel for klubben, siger han til brondby.com.

Pavlovic nåede at spillede 83 kampe for FCK, hvor det blev til 22 mål. Derudover står han noteret for fem landskampe for Serbien.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu