ANNONCE

Vildt slagsmål: En person er død

2. juli 2020 05:37 | Af: Ritzau Fokus

En person er anholdt efter et slagsmål i Stockholm onsdag aften, som har kostet en person livet.

En person er død af knivstik, og to andre er kommet til skade i et slagsmål onsdag aften i Stockholm.

Det oplyser politiet i den svenske hovedstad ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

En mand i 20’erne er anholdt og mistænkt for drab ifølge avisen Expressen.

De tre tilskadekomne personer blev bragt på hospitalet efter hændelsen. Den ene i kritisk tilstand. Senere på aftenen oplyste politiet, at denne person var død.

Den formodede gerningsmand kom lettere til skade og blev også bragt på hospitalet.

Politiet har ikke frigivet oplysninger om den dræbte persons alder eller bopæl. Ifølge Expressen er alle tre ofre unge mænd med afghansk baggrund.

Politiet modtog anmeldelsen om et slagsmål i Kungsträdgården mellem flere personer kort før klokken 20, og flere patruljer blev sendt til stedet.

Øjenvidner oplyser, at slagsmålet opstod blandt en gruppe unge på omkring ti personer, skriver TT.

Ifølge pressetalsmand for politiet Ola Österling kom den formodede gerningsmand først op at toppes med en person, som blev stukket med en kniv.

Derefter flygtede han fra stedet, men blev forfulgt af mindst to personer. Det kom til et nyt slagsmål mellem de tre, og yderligere to blev ramt af knivstik.

Politiet har indledt en drabsefterforskning. Den mistænkte gerningsmand er tidligere blevet dømt for lovovertrædelser, skriver Expressen.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu