ANNONCE

Vild udvikling: Farligt dyr smittet med virus

6. april 2020 05:45 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Tre tigre og to løver i en zoologisk have i New York City har tør hoste. Mindst én tiger har coronavirus.

En tiger i en zoologisk have i New York-bydelen Bronx er testet positiv for coronavirus.

Det er første gang, at et dyr får konstateret coronasmitte i USA. Det siger en talsmand for Bronx Zoo ifølge nyhedsbureauet Reuters.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Samtidig er det første gang, at en tiger bekræftes smittet på verdensplan, tilføjer han.

Den zoologiske have blev opmærksom på, at tigeren ved navn Nadia, som er fire år gammel, havde coronavirus, efter at dyret havde udviklet en tør hoste.

Tør hoste er nemlig et af symptomerne på Covid – 19, som er sygdommen, der udløses af virusset.

Løver har også symptomer

Også to andre tigre samt tre afrikanske løver har tør hoste, oplyser the Wildlife Conservation Society, der driver byens zoologiske haver, ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Vi testede katten for en sikkerheds skyld og vil sikre, at al ny viden om Covid-19 kan bidrage til verdens forståelse af det nye virus, står der i en meddelelse.

– Selv om kattene har haft nedsat appetit, har de det i øvrigt godt og er under dyrelægers opsyn, fuldt opmærksomme og interagerer med deres dyrepassere.

– Det vides ikke, hvordan sygdommen udvikler sig i store katte, da forskellige arter kan reagere forskelligt på nye infektioner, men vi vil følge dem tæt og regner med, at de kommer sig fuldstændig.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke andre dyrearter der trues af corona.

Zoologiske haver lukket

Fire zoologiske haver og et akvarium i New York City – hvor dødstallet for coronavirus har oversteget 2000 – har været lukket siden 16. marts.

Bronx Zoo understreger ifølge AFP, at der ikke er noget bevis for, at dyr spiller nogen rolle i forbindelse med smittespredningen blandt mennesker, ud over den første smitte, som formodes at være sket i Kinas Hubei-provins.

Der er nemlig ikke konstateret smitte fra dyr til mennesker i USA.

De kinesiske sundhedsmyndigheder mener at have identificeret et marked i millionbyen Wuhan i Kina som den oprindelige kilde til smitten.

Det står klart, at det nye coronavirus bærer en høj grad af lighed med et virus fundet i flagermus. Om de er den direkte smittekilde, debatteres dog stadig.

De amerikanske myndigheder anbefaler fortsat, at mennesker med coronavirus holder afstand til deres kæledyr, “indtil man kender mere til virusset”. Det skriver AFP.

Sent i marts blev en kat i Belgien testet positiv for coronavirus. Også to hunde i Hongkong har fået konstateret virusset.

Fakta

6 spørgsmål til dyrlægen om Covid-19

1: Kan mit kæledyr smitte mig med Covid-19? 

Nej. 

2: Kan jeg smitte mit kæledyr med Covid-19? 

Nej. 

3: Hvad gør jeg, hvis jeg har et akut sygt kæledyr? Kan jeg tage det til dyrlægen? 

Ja, dyrlægen har åbent, men de fleste steder tager de kun imod akutte tilfælde. Så ring til lægen inden for at høre om det er et akut tilfælde. Derudover følger mange dyrelægeklinikker regeringens retningslinjer, hvilket betyder øget hygiejne og færre patienter.

4. Kan jeg lufte min hund, som jeg plejer? 

Ja, det kan du godt. Men du bør følge de generelle anbefalinger med hensyn til social kontakt – især hvis du selv er smittet med Covid-19.

5: Kan jeg lukke min kat ud, som jeg plejer? 

Ja.

6: Jeg har hørt, at katte også kan få coronavirus – hvorfor er det så ikke farligt? 

Katte – og hunde for den sags skyld – kan være bærere af en anden type coronavirus, der er artsspecifik. Det betyder, at den kun kan smitte netop hunde og katte. Disse coronavira har intet med covid-19 at gøre.

Kilde: Agria Dyreforsikring

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu