ANNONCE

Melder hun sig helt ud?

14. januar 2021 14:29 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det er tunge V-medlemmer, der støtter Støjberg. Men hun er stadig på vej ud af Venstre, tror kommentator.

Melder hun sig helt ud?
Inger Støjberg udtrykte sig i hårde vendinger om sin formand Jakob Ellemann-Jensen, efter et gruppemøde torsdag morgen om partiets holdning til en rigsretssag mod hende. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Scanpix

Inger Støjberg er formentlig på vej ud af Venstre.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell, efter et flertal i Folketinget – herunder et flertal i Venstres folketingsgruppe – har besluttet, at de vil stemme for en rigsretssag mod hende.

– Jeg tror, hun er på vej ud af Venstre, og jeg tror, at vi skal se hende som løsgænger i en periode, siger Hans Engell.

– Der er intet, der tyder på, at hun har planer om at stoppe som politiker, og jeg har svært ved at se, at hun skulle sidde på bagerste række, lyder det fra kommentatoren.

Meldingen kommer, efter blandt andre Socialdemokratiet og Venstre har tilkendegivet deres holdning vedrørende en rigsretssag mod Inger Støjberg.

Socialdemokratiet stemmer for, mens Venstre også er for en rigsretssag, men her kræver man ikke partidisciplin. 9 ud af 41 folketingsmedlemmer vil stemme imod en rigsretssag.

Får opbakning fra nogle i V

Blandt dem er navne som Preben Bang Henriksen, Kristian Pihl Lorentzen, Britt Bager foruden Støjberg selv.

– Det er jo folk med noget tyngde i gruppen, som har valgt at stemme nej. Det er bestemt ikke nogen ubetydelig gruppe, siger Hans Engell.

Alligevel vurderer Engell ikke, at Støjberg anser det for optimalt at blive.

– Problemet er jo lidt, at det ikke er rart at sidde i en folketingsgruppe, der i forvejen befinder sig i en dyb krise, og hvor partiets mangeårige formand og statsminister har meldt sig ud (Lars Løkke Rasmussen, red.).

– Du vil have en rigsretssag, der formentlig kører i halvandet år, og der er det jo ikke rart at sidde i en folketingsgruppe, hvor størstedelen har stemt for, at du er skyldig, siger han.

Ellemann svækket

Hvornår man kan forvente en eventuel udmeldelse, er svært at spå om, mener Hans Engell.

Uanset hvad efterlader miseren V-formand Jakob Ellemann-Jensen svækket.

– Det er et parti i dyb krise. Nu rejser Løkke, og det løser jo ikke noget. Så har vi Inger Støjberg og en rigsret, og det er heller ikke noget, der får folk til at vælge Venstre. Tværtimod vil mange være enige med Støjberg og klar til at forlade Venstre med hende, siger han.

Fakta

Blå bog: Inger Støjberg

* Navn: Inger Støjberg.

* Født: 16. marts 1973 i Hjerk.

* Datter af gårdejer Mathias Støjberg og medhjælpende ægtefælle Gudrun Støjberg.

* Uddannelse:

1993: Student fra Morsø Gymnasium.

1995: Etårig højere handelseksamen i Viborg.

1999: Informationsakademiet på Viborg Handelsskole.

2013: MA i Business Administration fra Aalborg Universitet.

* Erhvervskarriere:

1999-2001: Redaktør, Viborg Bladet.

Fra 2001: Freelancejournalist ved Støjberg Kommunikation.

* Politisk karriere:

1994-2002: Medlem af Viborg Amtsråd.

2001-2005: Medlem af Europarådet.

2005-2007: Næstformand for Venstres folketingsgruppe, ligestillingsordfører, fødevare-, familie- og forbrugerordfører samt medlem af Naturklagenævnet.

2007-2009: Politisk ordfører samt medlem af Udenrigspolitisk Nævn.

2009-2010: Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling.

2010-2011: Beskæftigelsesminister.

2011-2014: Næstformand for Venstres folketingsgruppe samt integrationsordfører.

2014-2015: Politisk ordfører i Venstre.

2015-2016: Udlændinge- og integrations- og boligminister.

2016-2019: Udlændinge- og integrationsminister.

2019-2020: Næstformand i Venstre.

Kilder: ft.dk, inger.dk, Ritzau.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu