Enlig mor fundet død: Har du oplysninger?

17. marts 2020 10:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Sydøstjyllands Politi efterforsker fortsat omstændighederne bag den 38-årige Iben Salling Syriks død.

Den 9. december 2019 blev den 38-årige Iben Salling Syrik fundet død ved familiens sommerhus på Skovbrynet i Vesterlund ved Give.

Siden har Sydøstjyllands Politi intensivt efterforsket omstændingerne ved hendes død og arbejdet fortsætter.

Nu går Sydøstjyllands Politi ud i offentligheden og beder folk, der har oplysninger i sagen, om at henvende sig.

– Iben Salling Syrik blev fundet død i et udendørs spabad ved sommerhuset, fortæller politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Sydøstjyllands Politi.

– Gennem hele efterforskningen har vi arbejdet ud fra, at hun er blevet dræbt og der er foretaget rigtig mange efterforskningsskridt af forskellig karakter i sagen. Der er skrevet over 1.800 rapporter og vi behandler fortsat sagen, som en drabssag.

Tæt til kroppen

– Af hensyn til efterforskningen og en eventuel kommende straffesag, er vi fortsat nødt til at holde kortene tæt til kroppen og sikre, at beviser hver eneste gang sikres, så de er brugbare og valide i en retssag, supplerer politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen og fortsætter:

– Sydøstjyllands Politi har tidligere fået mange henvendelser fra borgere om sagen, men vi vil gerne endnu engang bede borgerne om at overveje, om de måtte have oplysninger, der kan hjælpe efterforskningen. Enten i forhold til sagen eller oplysninger om Iben Salling Syrik. Hvis du har oplysninger, så kontakt venligst Sydøstjyllands Politi på 114, lyder opfordringen.

Familien tror det var drab

Familien til Iben Salling Syrik er tilsyneladende ikke i tvivl om, at hun blev dræbt.

Det skinner igennem i den dødsannonce, som familien i begyndelsen af januar indrykkede i Vejle Amts Folkeblad.

Iben Salling Syrik er ufrivilligt blevet frarøvet livet”, står der blandt andet i annoncen.

Sagen

Liget af den 38-årige Iben Salling Syrik blev altså fundet i sit sommerhus den 8. december 2019.

Det er blevet obduceret, hvilket dog ikke givet noget nævneværdigt svar på, hvad den 38-årige er død af.

Siden er Sydøstjyllands politi gået ud med flere – og mere private – oplysninger om Iben Salling Syrik.

Samtidig optrappede politiet indsatsen i lokalområdet.

Det kastede lidt af sig – men ikke noget, der har ført til et gennembrud.

Iben Salling Syrik var fraskilt og boede på Genvej i Give sammen med sin femårige søn. Hun blev fundet død i familiens fritidshus på Skovbrynet, Vesterlund i Give.

Hun var desuden ejer af en sort personbil, stationcar af mærket BMW, med registeringsnummer CK 30 844. Iben Salling Syrik handlede efter det oplyste med heste.

Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114 hvis du har oplysninger i sagen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu