Er du mellem 18 og 30? Så har Skat en vigtig besked

14. marts 2019 06:04 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Hver sjette mellem 18 og 30 år får ifølge Skattestyrelsen et skattesmæk.

Skattestyrelsens egne tal tyder nu på, at godt hver sjette ung mellem 18 og 30 år vil få et skattesmæk. Altså skylde skattevæsenet penge i stedet for det modsatte, og det synes Skat som sådan er ærgerligt. Derfor har styrelsen i en pressemeddelelse opfordret de unge til at tjekke forskudsopgørelsen løbende.

Af de nye tal fremgår det, at 16,8 procent af danskere mellem 18 og 30 år i 2018 blev mødt med et rødt tal i årsopgørelsen for 2017. Hvis tendensen gentager sig i den helt nye årsopgørelse betyder det altså ifølge Skat, at hver sjette skal betale restskat i år.

– Det er en god ide at sætte sig ind i, hvordan man får sin løbende skattebetaling til at passe, når året opgøres i årsopgørelsen. Det gør man bedst ved løbende at holde øje med sin forskudsopgørelse, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Karoline Klaksvig.

Mange penge

Skat skriver, at der er tale om nogle store summer. Faktisk, skriver Skattestyrelsen, at den samlede gruppe unge i alderen 18 til 30 år, som blev mødt med et rødt tal i deres årsopgørelse sidste år, skulle betale gennemsnitligt 4045 kroner tilbage.

– Der er nok ikke mange unge, der skænker deres forskudsopgørelse en tanke. Men det er der altså en rigtig god grund til at gøre. Det kan nemlig betyde, at man slipper for et dyrt skattesmæk, hvis man husker at ændre i sin forskudsopgørelse, når man eksempelvis køber hus eller flytter tæt på sit job og ikke længere har kørselsfradrag, siger Karoline Klaksvig.

5,9 procent af de 18-årige skulle betale restskat, men andelen af restskattebetalere vokser støt med alderen. Eksempelvis fik 10 procent af de 19-årige et skattesmæk, mens 21,6 procent af de 30-årige skulle betale penge tilbage i skat. Til sammenligning fik cirka 21 procent af alle danskere et skattesmæk på gennemsnitligt 6350 kroner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu