Erfaren betjent dræbt i motorcykelulykke

7. maj 2019 12:11 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En politiansat i Midt- og Vestsjællands Politi blev mandag dræbt i en tragisk ulykke.

Del:

Tirsdag flager Midt- og Vestsjællands Politi på halvt blandt andet på stationen i Roskilde.

Årsagen er, at en erfaren ansat i politikredsen blev dræbt i en tragisk motorcykelulykke på Sengeløsevej ved Herringløse uden for Roskilde mandag. Han kørte på motorcykel frontalt ind i en personbil ført af en 74-årig mand fra Taastrup.

Den tragiske ulykke blev via alarmcentralen 112 anmeldt mandag eftermiddag klokken 16.24. Det stod hurtigt klart, at der var tale om en voldsom og ganske alvorlig ulykke, hvor en personbil og en motorcykel var kørt sammen.

I sin døgnrapport skriver Midt- og Vestsjællands Politi, at ulykken formentlig er sket, da en bilist kørende mod sydøst pludselig befandt sig med højre for- og baghjul i grøftekanten. Bilisten forsøgte at styre kontra, men det endte med, at bilen kom over i modsatrettet vejbane.

Her kunne motorcyklisten ikke undgå at støde frontalt ind i personbilen. Den svært tilskadekomne betjent fik livreddende førstehjælp på stedet, men ikke længe efter måtte en læge, der var ankommet med lægehelikopteren, erklære motorcyklisten død.

På stedet kunne den dræbte identificeres som en 57-årig mand fra Jyllinge, der altså selv arbejdede hos politiet. Hans pårørende er blevet underrettet om det tragiske udfald.

Den 74-årige, der efter ulykken var stærkt chokeret, fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol, narkotika eller medicin. Undersøgelserne på uheldsstedet og borttransport af de implicerede køretøjer var afsluttet klokken cirka 18.30.

Vejen blev afspærret, så den lokale bustrafik også måtte omlægges, og en bilinspektør undersøgte altså omstændighederne ved ulykken. Det vides ikke, hvorfor den 74-åriges bil røg ud i grøften. Den dræbte var ikke på arbejde, da ulykken skete.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu