ANNONCE

-Et hårdt slag mod Danmark

24. december 2020 17:23 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det er stort og vigtigt skridt for dansk erhvervsliv, at EU og Storbritannien indgår aftale, mener direktører. Ikke alle er dog tilfredse.

-Et hårdt slag mod Danmark
Dansk Fiskeriforening er ikke begejstret for den nye Brexit-aftale. (Photo by Paul GROVER / POOL / AFP)

Den nye handelsaftale mellem EU og Storbritannien, der er blevet indgået juleaftensdag, bliver ikke mødt med glæde hos Dansk Fiskeriforening.

Faktisk beskriver foreningen aftalen som “katastrofal” i en netop udsendt pressemeddelelse.

”Det her er meget alvorligt. Vi forventer, at fiskere vil miste deres levebrød, og det bliver et hårdt slag mod Danmark og mod Nord- og Vestjylland, hvor fiskeriet spiller en særlig rolle og er livsnerven i mange lokalsamfund.” lyder det fra Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, i pressemeddelelsen.

Han håber på, at den danske regering nu vil vise opbakning til fiskeriet.

“Nu skal regeringen vise, at de bakker op om fiskeriet. Vi opfordrer derfor til, at der indkaldes til politiske forhandlinger om en brexitpakke til dansk fiskeri,” fremgår det af meddelelsen.

-Afværger kaos

At EU og Storbritannien har indgået en handelsaftale giver dog også anledning til glæde i andre dele af dansk erhvervsliv.

Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, mener således, at aftalen afværger kaos for dansk og europæisk erhvervsliv.

– Det er enormt vigtigt for de mange danske virksomheder og 67.000 danske arbejdspladser, der er direkte afhængige af eksport til Storbritannien, at aftalen lander, siger han.

Også administrerende direktør i Dansk Erhvervsliv, Brian Mikkelsen, glæder sig over, at der er landet en aftale.

– Det gør en stor forskel for danske virksomheder, at man har undgået de værste ubehageligheder i denne ellers meget problematiske situation, siger han.

Aftalen skal godkendes, og det britiske underhus ventes at kunne stemme om den 28. december, bare tre dage inden at Storbritannien forlader EU-regler.

Det er ventet, at aftalen vil få midlertidig virkning fra 1. januar, da EU-Parlamentet, som også skal stemme om den, først ventes at gøre dette efter nytår. Også EU-landene får travlt med at læse aftalens 2000 sider.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu