ANNONCE

Eriksen-kendere: Kritikken gør Christian stærkere

16. oktober 2014 19:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Eriksen-kendere: Kritikken gør Christian stærkere
Christian Eriksen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO.
christian eriksen

Christian Eriksen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO.

Morten Olsens – noget forbavsende – hårde kritik af landsholdsstjernen Christian Eriksen i kølvandet på tirsdagens nederlag til Portugal får ikke Tottenham-spilleren til at hænge med mulen. Uffe Pedersen, der sin tid trænede en ung Eriksen i OB, vurderer, at landstrænerens hårde ord bliver behandlet konstruktivt.

– Christian er en sund og rask dreng, og han kan godt tåle kritik. Det er ikke noget problem for ham. Alle, der taler med Christian ved, at han stadig har sine plantet på muldjorden, så når der kommer noget kritik, tager han imod det.

– Han er ikke en type, der skal ‘nurses’, og han er også ærekær. Han har haft mange rigtig gode landskampe. Det her var en af hans mindre gode landskampe, det tror jeg, alle kunne se. Men derfor er han da kun sulten efter at få revanche, fortæller Uffe Pedersen, der i dag er talentchef i den fynske klub.

Også OB’s viceanfører, Daniel Høegh – der fulgtes med Eriksen op gennem ungdomsrækkerne – har tillid til, at landsholdsstjernen kan håndtere Olsens kontante stil.

– Christian er lidt en sjov størrelse, fordi han ved godt, at han er rigtig, rigtig god, mens han samtidig er utrolig ydmyg omkring det. Og egentlig er hans mentalitet sådan, at han sagtens kan stå imod kritik. Ja, den har været lidt hård denne her gang, men det tror jeg ikke rammer ham synderligt, netop fordi han godt selv ved, at han er rigtig dygtig.

– Jeg er sikker på, at Morten Olsen kender sine spillere godt. Jeg kan ikke forestille mig, at han gav en spiller sådan nogle ord, hvis han samtidig vidste, at spilleren ikke kunne tåle det. Han er kun ude på at gøre Eriksen bedre, og det tror jeg også, at han gør på denne måde, lyder det fra Daniel Høegh, der dermed er helt på linje med Uffe Pedersen.

– Der er ingen tvivl om, at Morten Olsen er en god menneskekender. Han ved nøjagtig, hvordan han bedst behandler landsholdsspillerne. Det har han bevist i mange tilfælde før. Så det projekt er i gode hænder, slår Uffe Pedersen fast.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu