ANNONCE

Eriksen fik varm velkomst: – Tak!

30. januar 2020 03:51 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Christian Eriksen blev skiftet ind til debut efter 65 minutter, da Inter slog Fiorentina i pokalkvartfinale.

Christian Eriksen takker for en varm velkomst, efter at han onsdag har spillet sin første kamp for fodboldklubben Inter. Det sker i et opslag på Instagram.

– Det her ser godt ud og føles godt! Forhåbentlig kommer der mange flere (kampe, red.). Tak for en meget varm velkomst, skriver fodboldspilleren på Instagram.

Christian Eriksen fik lyndebut onsdag aften hos Inter, bare et døgn efter at han blev præsenteret som Inter-spiller.

Eriksen blev sendt i aktion efter 65 minutter ved stillingen 1-1, og minuttet senere scorede den nye holdkammerat Nicolo Barella til 2-1.

Den danske landsholdsstjerne var allerede i sommer rygtet væk fra Tottenham, men trods mange klubber i spil på rygtebasis kom et skifte aldrig i stand.

Tidligt i dette transfervindue blev Inter nævnt som en seriøs bejler, og tirsdag blev det bekræftet endeligt.

Takker også Tottenham

Tidligere onsdag takkede Christian Eriksen sine fans fra sin gamle klub, Tottenham, på Instagram.

Her skrev den danske fodboldstjerne, at han bringer mange gode minder med fra sine seks og et halvt år i klubben.

– Jeg har nydt at være på træningsbanerne hver dag og spillet kampe på stadion, men nogle gange vil man også prøve noget nyt.

– Så kære Tottenham-fans, det har været en fornøjelse at spille for jeres klub, og forhåbentlig vil vi mødes igen i fremtiden, skrev Eriksen.

Inter sikrede sig onsdag en plads i semifinalen i pokalturneringen Coppa Italia. I semifinalen, der spilles over to kampe, skal klubben møde Napoli. I den anden semifinale tørner Juventus og Milan sammen.

Eriksen har fået en kontrakt med Inter frem til sommeren 2024.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu