ANNONCE

Erkender fejl: -Set det 50 gange

17. februar 2021 22:27 | Af: Ritzau Info

Sandi Putros erkender, at han begik fejl i alle situationer, da han dømte tre straffespark i en superligakamp

Erkender fejl: -Set det 50 gange
Det var en fejl at dømme tre straffespark i kampen mellem FC København og Sønderjyske, erkender kampens dommer. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Ingen af de tre straffespark, der blev dømt i superligakampen mellem FC København og Sønderjyske skulle være dømt.

Det erkender kampens dommer, Sandi Putros, nu i et interview med B.T.

Alle tre straffespark har siden mandagens kamp været heftigt diskuteret, og Sandi Putros har også selv brugt det meste af sin vågne tid på at evaluere.

– Som ved alle større fejl lukker jeg mig inde derhjemme, kigger indad og søger den bedste evaluering, siger Sandi Putros til B.T.

– Jeg tror, at jeg har set kampen seks gange nu, og de tre straffespark tror jeg, at jeg har set 50 gange. Jeg prøver hele tiden at kigge på, hvorfor jeg fejler i situationen. Jeg laver ikke andet end at gå og tænke på denne kamp, siger han.

33-årige Sandi Putros, som sidste år blev udnævnt som Fifa-dommer, har været både skuffet og vred over sig selv siden kampen, fortæller han.

Fik ikke hjælp af VAR

Fejldommene kunne måske være undgået, hvis man havde udnyttet VAR-systemet, men det havde krævet, at VAR-dommeren havde givet Sandi Putros lov til at se situationerne igennem på en skærm ved sidelinjen.

Det skete ikke.

VAR-dommeren skulle imidlertid have brudt ind. Det slog Michael Johansen, formand for DBU’s dommerudvalg, fast tidligere onsdag.

Sandi Putros havde gerne set situationerne igennem endnu engang, men VAR-dommeren var altså tavs.

– Han melder ikke til mig, at der er tale om meget, meget tynde straffespark. Der foregår det helt efter VAR-protokollen og på en faglig og professionel måde.

– På banen hører vi kun fra VAR-rummet, hvis der er tale om, at vi skal ud og kigge en ekstra gang. Vi får kun meldingen, at situationen er kigget igennem, og at vi kan fortsætte, siger Sandi Putros.

Gult kort annulleret

I en af situationerne fik Sønderjyskes Victor Mpindi et gult kort, som siden er blevet annulleret.

FC Københavns Mathias “Zanka” Jørgensen fik også et gult kort. Det har københavnerne appelleret onsdag aften.

– Det sker på baggrund af de udtalelser, der er kommet fra dommerformand Michael Johansen samt kampens dommer Sandi Putros omkring kendelserne, der er blevet beskrevet som fejlagtige af begge, men førte til gule kort til blandt andre Mathias “Zanka” Jørgensen, skriver FCK på sin hjemmeside.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu