F-35-fly styrtet ned: Piloten savnes

10. april 2019 06:40 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Et redningshold har fundet vragdele af et japansk kampfly, der forsvandt tirsdag. Piloten savnes fortsat.

F-35-fly styrtet ned: Piloten savnes
Et japansk F-35-fly er styrtet ned, bekræfter Japans forsvarsministerium natten til onsdag dansk tid. Her ses et af det japanske luftvåbens F-35-fly på en testflyvning i oktober 2018. Foto: Kazuhiro Nogi/AFP
Del:

Et redningshold har fundet vragdele af et savnet japansk F-35-fly, der tirsdag blev meldt savnet. Det oplyser en talsmand for det japanske forsvarsministerium natten til onsdag dansk tid. Det skriver det japanske medie NHK ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På baggrund af fundet slår ministeriet fast, at flyet er styrtet ned. Piloten er fortsat savnet, oplyser Japans forsvarsminister, Takeshi Iwaya.

– Vi vil gøre vores bedste for at redde den savnede pilot, siger Takeshi Iwaya ifølge nyhedsbureauet dpa.

Kampflyet forsvandt tirsdag over Stillehavet i nærheden af det nordlige Japan.

Nyt fly

F-35-flyet var knap et år gammelt og blev første gang taget i brug af det japanske militær i maj 2018. Japan har for blot 11 dage siden taget sin første eskadrille af F-35-fly i brug ved luftbasen Misawa.

Japans regering har desuden planer om at købe yderligere 147 stealth kampfly for at modernisere luftforsvaret i takt med, at Kina opruster sine militære styrker. Det skriver nyhedsbureauet AP.

F-35-fly er desuden den type kampfly, der også skal erstatte det danske flyvevåbens F-16-maskiner. Flyene bygges af amerikanske Lockheed Martin. De laves med stealth -teknologi, som gør det svært at se flyet på en radar.

Kontakten afbrudt

Det forulykkede japanske F-35-fly var tirsdag på træningsmission med tre andre F-35-fly, da kontakten pludselig forsvandt tirsdag aften omkring klokken 19.30 lokal tid. Piloten havde kort forinden signaleret, at der var behov for at afslutte missionen. Det fortæller Japans forsvarsminister, Takeshi Iwaya, ifølge CNN.

Ministeren oplyser ifølge AP, at de nærmere omstændigheder og årsagen til styrtet fortsat er ukendt. 12 andre F-35-fly ved luftbasen vil foreløbigt blive holdt på jorden, oplyser Takeshi Iwaya videre.

Det forulykkede fly er det første F-35-fly i Japan, der er færdigmonteret af Mitsubishi Heavy Industries. Det oplyser det japanske luftvåben onsdag til Reuters. De fire første F-35-fly er tidligere blevet brugt til træningsmissioner i USA, inden de er blevet bragt til Japan. Det femte fly, der nu er styrtet i havet, er derimod samlet af den japanske virksomhed.

Mitsubishi Heavy Industries har ikke ønsket at kommentere sagen.

I Danmark venter vi

Som nævnt er netop F-35 også det fly, som det danske flyvevåben skal udstyres med, og det har ikke været en beslutning uden vej- eller luft, om man vil -bump. Blandt andet er det tidligere blevet afsløret, at en række borgere i Sønderjylland bliver generet mere end lovligt.

Flyene larmer nemlig. Derfor er langvarige beregninger lavet, og de er nu klar til at blive fremlagt.

– Forsvarsministeriet vil på et borgermøde den 11. april 2019 fremlægge resultatet af flystøjsberegningerne og de forudsætninger, som beregningerne bygger på, skriver ministeriet i en mail til Jyllands-Posten, skriver Ritzau.

De afgørende støjberegninger er flere gange blevet udskudt. De skulle have været offentliggjort allerede sidste år. Ifølge eksperter og regeringen er beregningerne altafgørende for udarbejdelsen af en kompensationsmodel.

Den skal bestemme, om borgerne i området for eksempel vil blive tilbudt at blive frikøbt fra deres huse, fordi det vil være umuligt at leve i flystøjen. Derudover bestemmer den, om boliger skal støjsikres. Forsvarsministeriet har i månedsvis arbejdet på at få støjberegningerne på plads. Ministeriet har forsøgt at finde en balance mellem flyvesikkerhed, operative behov og flystøj.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu