Få forklaringen: Derfor skal du passe på mails fra “Skat”, “Apple” og “Postnord”

26. april 2018 14:08 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Alt er ikke, som det synes.

Den opmærksomme læser vil vide, at Newsbreak.dk ofte beskriver svindelforsøg af forskellig karakter. Fællesnævneren er dog, at det handler om at lokke enten penge eller oplysninger ud af naive og tillidsfulde danskere. Såkaldt phishing.

Phishing er et begreb, der dækker over, at nogen forsøger at lokke oplysninger ud af dig, som kan misbruges til at få adgang til din bankkonto på den ene eller den anden måde. Ofte er afsenderen camoufleret bag navnet på et stort brand. Især er Skat, Postnord og IT-giganten Apple udsat.

Hvorfor det lige er de tre og lignende foretagender, der misbruges af de lyssky svindlere, har sikkerhedseksperten Peter Kruse, der blandt andet er teknisk rådgiver for både Interpol og Europol, flere svar på.

Tilliden

Kruse fortæller Newsbreak.dk, at den mest indlysende grund til, at svindlerne drager nytte af førnævnte eksempler, findes i troværdigheden. Det skal forstås sådan, at svindlerne udmærket ved, at sandsynligheden for, at modtagerne af en given phishing-mail er kunde ved eksempelvis Apple, er ganske høj.

– Svindlere forsøger at udnytte brands, vi som forbrugere har tillid til. I Danmark handler vi meget på nettet, og modtager vi eksempelvis en mail fra “Netflix” på korrekt dansk, hvor firmaet oplyser, at vi skal opdatere betalingskortoplysninger, så ved svindlerne, at nogle gør det, siger han.

Et andet eksempel, der fremhæves, er Skat. I tiden omkring offentliggørelsen af årsopgørelsen 2017 blev indbakker landet over fyldt med særligt én mail, der så ud som om, den kom fra netop Skat og lovede udbetaling af restskat.

– Vi har i sådan en situation allerede paraderne nede, fordi vi forventer at være i kontakt med Skat på den ene eller den anden måde, siger Peter Kruse fra CSIS.

Skabelonen

En anden grund til, at det tit er samme firmaer, der bliver brugt som falsk afsender på mails, der ikke vil dig noget godt, er ifølge sikkerhedseksperten, at svindlerne er ekstraordinært dovne. Desværre har de ikke grund til andet.

– Der findes rigtig mange steder på nettet, hvor svindlere udveksler deciderede skabeloner og viden om effekten af forskellige mails og målgrupperne hertil. Det foregår også på Facebook. Det skyldes ganske enkelt, at det er den lettest tænkelige måde at gøre det på. Er bare en promille af de, der får mailen, hoppet i, så har det kunnet betale sig, siger han.

På de lyssky steder af internettet, som CSIS – sikkerhedsfirmaet Peter Kruse er medstifter af – overvejer, er han og kollegerne vidne til diskussioner om forfinelse og udvikling af pakker fyldt med svindel-skabeloner klar til afsendelse.

– Og det er ofte Skat, Postnord og så videre, der er nævnt konkret i de her pakker, der blandt andet sælges på Facebook, siger han.

Den marokkanske knallert

I galleriet over artiklen kan du se en række eksempler på mere eller mindre effektfulde svindelmails og -sms’er, som Newsbreak.dk har samlet ind over den seneste tid. Det er en samling af forskellige afsendere, mål og formål.

Noget tyder på, at det er en fornuftig forretning at være internet-svindler. For det er ganske let at konkludere, at hvis alle mennesker formåede at lure, hvad der er svindel, var der ingen phishing eller anden svindel.

Men svindel er det, og Peter Kruse fremhæver en skræmmende tendens:

– Vi overvåger lige nu mere end 100 grupperinger og enkeltpersoner og har faktisk set en stigning i Facebook-grupper, der har det ene formål, at deltagerne praler med, hvad de har købt for stjålne penge. For nylig så vi en mand fra Rabat i Marokko, der pralede med billeder af en knallert, han havde købt for penge, han havde lokket ud af nogle svenskere, der var hoppet i fælden, siger Peter Kruse.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu