ANNONCE

Få havens frugter og bær til at vare helt til vinter

1. august 2020 20:51 | Af: Ritzau Fokus

Dine frugter og bær kan sagtens forsøde dagene flere måneder frem, hvis bare du giver dem den rigtige behandling.

Det bugner med bær og fuldmoden frugt. Og med en lille indsats og de rigtige metoder kan du sagtens få glæde af havens herligheder længe endnu.

– Du kan sukkersylte dine bær til marmelade eller til syltetøj, siger Camilla Damsgaard, som er lektor i madkundskab på Læreruddannelsen på Professionshøjskolen UCN.

Artiklen fortsætter under videoen.

– Lige nu er der ribs, solbær og kirsebær i haverne. Og du kan selv sanke hyben fra hybenroser, hvis du går en tur ved stranden, siger hun.

Husk plastikhandsker, så du ikke får hybenrosens kløpulver på fingrene.

Følg opskriften nøje

Når du sukkersylter, så skal du følge en opskrift nøje. Sukkerkoncentrationen skal være tilstrækkeligt høj, ellers risikerer du, at der flytter uønskede mikroorganismer ind.

Skold også glassene inden, og skyld dem i atamon. Og sørg for at lukke dem, mens marmeladen er varm, så der bliver skabt undertryk, råder Camilla Damsgaard. Opbevar dem efterfølgende på køl.

Fryse bær

Du kan også bare skylle bærrene og så fryse dem. Så skal du bare være opmærksom på, at de ikke er lige så fine og struttende, når de tøs op igen.

Det ødelægger nemlig cellestrukturen, fordi vandet har udvidet sig under frysningen.

– Men du kan sagtens bruge dem til smoothies eller syltetøj, siger hun.

Alkoholiseret drik

Har du mod på det, kan du også forsøge dig med en romtopf, foreslår havefaglig rådgiver Anja Barfod fra Haveselskabet.

– Der har man en base af rom og sukker, som man løbende hælder på, hvad man har af modne bær og frugt – og mere sukker og rom, hver gang man tilfører bær – og så bliver det til en alkoholiseret drik, siger hun.

Bærrene kan spises som dessert og drikken kan drikkes som likør, der smager af sommer.

Hvad du skal gøre med æbler

Er du heldig at have æbletræer i haven, så kræver det ikke så meget at kunne forsyne sig med æbler længe efter plukningen.

– De mere faste frugter som æbler og pærer skal opbevares køligt. Afhængigt af sorten er der nogle, der er mest velegnede som spiseæbler her og nu – for eksempel Rød Ananas – mens madæbler er rigtig gode at opbevare, siger Anja Barfod.

Sorten Belle de Boskoop er et madæble, der er velegnet til at gemme – så kan du spise dine egne æbler til efter jul.

Æblerne opbevares et køligt sted med god luftventilation og behandles nænsomt.

– De må ikke få stød, have huller eller anden ansats til sygdomme. Så skal de hellere laves til saft eller gives til havens fugle, siger hun.

Laver du saft, kan den også sagtens fryses.

Klik igennem galleriet ovenover for at få inspiration til, hvad du kan gøre ved dine grøntsager. 

Kilder: havefaglig rådgiver hos Haveselskabet Anja Barfod, lektor i madkundskab på Professionshøjskolen UCN Camilla Damsgaard.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu