Fabelagtig stemme er slukket for altid

20. november 2017 22:02 | Af: Jesper Werge, redaktion@newsbreak.dk

Della Reese var en musiklegende og en glimrende skuespiller. Søndag døde den 86-årige amerikaner efter at have været syg gennem længere tid med type 2-diabetis.

Hun var en gudsbenådet sangerinde, der var et reelt kraftværk inden for gospel, jazz og pop.

Men Della Reese ramte også stjernerne som skuespiller, da hun spillede rollen som Tess i tv-serien “Touched By an Angel”.

Søndag slukkedes kraftværket så – og Della Reese døde i en alder af 86 år. Det skriver People.com.

Begyndte karrieren som seksårig

Hun blev født Delloreese Patricia den 6. juli 1931 i Detroit’s Black Bottom-kvarter.

Her begyndte hun at synge offentligt allerede som seksårig i den lokale kirke – og det var her, hun for alvor begyndte at folde sig ud inden for gospel.

Hendes vokale talent blomstrede og som blot 13-årig blev hun en del af Mahalia Jackson’s gospel gruppe.

Blev fristet til at spille jazz

Della Reese dannede i slutningen af 1940’erne sin egen gruppe, Meditation Singers.

Men Detroit-pigen ville noget mere end gospel – og jazznavne som Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan lokkede hende til at udvide sit musikalske repertoire.

Hun begyndte at indspille jazz-plader hos Jubilee Records i 1953, hvor hun udgav seks glimrende album.

Den nationale berømmelse kom fire år senere med udgivelsen af “And That Reminds Me”, som blev en global sællert.

Efterlader sig tre børn

Som sagt blev Della Reese også en rost skuespiller – og hendes cv rummer masser af fine optrædener.

Hun har også hentet adskillige priser inden for både film- og musikverdenen. Det kan man læse mere om på hendes officielle website.

Della Reese efterlader sig tre sønner samt sin mand Franklin Lett.

Det er strømmet ind med lovprisninger og udtalelser fra fans og branchefolk.

Fælles for dem alle er, at de giver udtryk for et stort savn. Det skriver amerikanske Variety.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu