Facade blæst i stykker af eksplosion: Politi arbejder på stedet

11. oktober 2017 07:55 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Ukendte gerningsmænd har natten til onsdag forsøgt at sprænge sig adgang til hæveautomat.

Facade blæst i stykker af eksplosion: Politi arbejder på stedet
Sydøstjyllands Politi arbejder onsdag morgen med at undersøge gerningsstedet, efter en voldsom eksplosion mod en hæveautomat i Lån og Spar Bank i det centrale Kolding. Foto: Google Street View

Klokken 03.21 natten til onsdag blev natteroen i det centrale Kolding flænset i stykker af et gevaldigt brag.

Her blev Lån og Spar Bank på Buen 2 udsat for et destruktivt tyveriforsøg.

– Det er formentlig to gerningsmænd, der har lavet en sprængning på ukendt vis af en bankboks, og har forsøgt at sprænge den ud af facaden, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jesper Duss til Newsbreak.dk.

– Bagefter er der en bil og en motorcykel, der kører fra stedet, fortæller han videre.

Vagtchefen oplyser, at gerningsmændene har forsøgt at sprænge hæveautomaten ud af facaden i banken. Det er delvist lykkedes, men det er endnu uvist, om de har fået noget udbytte med sig. Eksplosionen har ødelagt hele bankens facade har politiet tidligere oplyst til TV Syd.

Ved at undersøge gerningssted

Politiet har ind til videre ikke nogen formodning om, hvem gerningsmændene er, men der bliver efterforsket intenst på stedet.

– Nu skal vi have undersøgt det her gerningssted, og så arbejder vi videre ud fra det, siger Jesper Duus.

Politiet har ikke noget nærmere signalement af gerningsmændene eller flugtkøretøjerne, men den formodede flugtbil er fundet efterladt på havnen i Kolding.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu