ANNONCE

For første gang: Facebook siger stop

6. august 2020 05:05 | Af: Ritzau Fokus

Det er første gang, at Facebook fjerner et Trump-opslag grundet misinformation om coronavirus, siger talsmand.

Facebook har onsdag fjernet en video fra USA’s præsident Donald Trumps Facebook-side, der ifølge det sociale medie indeholdt “skadelig covid-misinformation”.

Det oplyser Facebook onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Videoen på Trumps Facebook-side viste et klip af et interview med præsidenten på Fox News, hvori han hævder, at børn er “næsten immune” overfor coronavirus.

– Videoen indeholder falske påstande om, at en gruppe af mennesker er immune over for covid-19, hvilket er en overtrædelse af vores politik om skadelig covid-misinformation, siger en talsmand fra Facebook ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge talsmanden er det første gang, at det sociale medie har fjernet et Trump-opslag på grund af misinformation om coronavirus.

Det sker, efter at Facebook på det seneste er kommet under pres for at reducere mængden af misinformation på sin enorme platform. Blandt andet af virksomhedens egne medarbejdere.

Det Hvide Hus har ikke umiddelbart svaret på en anmodning om en kommentar, skriver Reuters.

På et pressemøde onsdag blev Donald Trump ifølge AFP spurgt ind til kommentaren.

Ingen beviser

Her sagde præsidenten, at han med udtalelsen refererede til omfanget af, hvor syge børn bliver af covid-19.

– Jeg taler om at være immun overfor at blive meget syg. Hvis du ser på børn, så er de i stand til at ryste det af sig meget nemt, lød det fra Trump på pressemødet ifølge AFP.

Der er ingen videnskabelige beviser for, at børn er immune overfor coronavirus.

Flere børn er også både blevet alvorligt syge og har mistet livet efter at have fået virusset.

Generelt oplever børn dog mildere symptomer og færre komplikationer end voksne med sygdommen.

Trumps kommentarer er kommet i fokus, mens præsidenten presser på for at få genåbnet skolerne i USA allerede i slutningen af denne måned.

Det gør han, selvom flere forældre og fagforeninger for lærere er imod, fordi pandemien stadig raser i USA.

Fakta

Donald Trump

* Navn: Donald John Trump.

* Alder: 74 år (født 14. juni 1946).

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Søn af: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilder: Business Insider og Biography.com og Ritzau

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu