ANNONCE

Facebook vil slette vaccine-løgne

3. december 2020 19:15 | Af: Ritzau Fokus

Det sociale medie følger i fodsporet på Youtube og vil fremover fjerne konspirationsteorier om vacciner.

Facebook vil slette vaccine-løgne
FILE PHOTO: The Facebook logo is displayed on a mobile phone in this picture illustration taken December 2, 2019. REUTERS/Johanna Geron/Illustration/File Photo

Det sociale medie Facebook vil fremover slette oplysninger og påstande om covid-19-vacciner, som ifølge sundhedseksperter er beviseligt usande.

Det oplyser Facebook torsdag i et opslag på tjenesten.

Meldingen kommer, efter at selskabet Alphabet Inc, der ejer Youtube, kom med en tilsvarende melding i oktober.

Slettes eller mærkes

Fremover vil al misinformation om coronavirus, som Facebook vurderer udgør en trussel, blive slettet fra tjenesten.

I mindre alvorlige tilfælde vil Facebook sætte et særligt mærkat på opslag og begrænse muligheden for at dele dem.

Tiltaget markerer en ændring i Facebooks kurs over for brugernes indhold på tjenesten.

Klar vil vaccinen

Ifølge Facebook skyldes kursændringen de seneste ugers meldinger om, at flere vacciner mod coronavirus er på trapperne.

I USA har to selskaber ansøgt om en nødgodkendelse af en vaccine. I Storbritannien gav myndighederne onsdag en betinget godkendelse af en vaccine, der er udviklet af selskaberne Pfizer og Biontech.

Fyldt med misinformation

De sociale medier har under pandemien været fyldt med misinformation om de kommende vacciner, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Langt det meste bliver spredt via Facebook og Instagram, som ejes af Facebook.

Ifølge Facebook vil selskabet fremover slette påstande, teorier og myter om vacciner, som er blevet aflivet af eksperter.

– Det omfatter falske påstande om sikkerhed, effektivitet, ingredienser og bivirkninger, skriver Facebook.

– Vi vil for eksempel slette falske påstande om, at covid-19-vacciner indeholder mikrochips, tilføjer selskabet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu