Fængsel og mega-bøde til vognmand og chauffør

15. marts 2019 08:13 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Det blev dyrt for en vognmand og en chauffør at misbruge førerkort.

Fængsel og mega-bøde til vognmand og chauffør
En chauffør og en vognmand har været i retten. Det blev dyrt. Foto: Scanpix.

En chauffør og en vognmand fra Billund-området har fået både kæmpebøde og fængelsstraf for at have misbrugt førerkort.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Retten i Kolding afsagde i dag dom i en sag, hvor en 44-årig chauffør og hans 53-årige vognmand var tiltalt.

Føreren var tiltalt for at have kørt på to andres førerkort i alt 31 gange, og derved overtrådt reglerne om køretid og hviletid. Vognmanden var tiltalt for at have medvirket til at føreren kørte på de andres førerkort.

Et førerkort udstedes til føreren personligt, og skal anvendes, når vedkommende skal føre et køretøj, der er udstyret med en digital eller intelligent takograf.

Føreren blev idømt tre måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste, en bøde på 142.000 kroner. Derudover frakendelse af førerretten til tunge køretøjer i 2½ år.

Betinget fængsel

Vognmanden blev idømt tre måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

– Kørslerne fandt sted i marts til juni måned 2016, hvor sagen blev efterforsket af Tungvognscenter Syd, fortæller specialanklager Pernille Moesborg.

– Sagen har været så længe undervejs, fordi alle sager om overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne var sat i bero fra september 2017 til 1. juni 2018. Det har denne sag også måttet vente på, forklarer hun videre.

Både vognmanden og føreren erkendte sig skyldige og modtog dommen.

Fakta

Lastbilernes takografer

  • Registrerer elektronisk oplysninger om køretøjets og førerens aktiviteter, fx køretider.
  • Lagrer oplysningerne i et elektronisk datalager, som er indbygget i takografen, og på det førerkort, som føreren skal anvende i takografen.
  • Føreren skal anvende et førerkort også kaldet et takografkort.
  • På førerkortet registreres alle førerens aktiviteter i en periode på 28 dage.
  • Når de 28 dage er gået, overskrives tidligere oplysninger på kortet.
Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu