Fængslet milliardær har fået skader

25. juli 2019 08:46 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Den amerikanske milliardær Jeffrey Epstein, der er sigtet for menneskehandel, er kommet til skade i fængslet.

Fængslet milliardær har fået skader
Epstein sidder varetægtsfænglset i New York. Her en polititegning af ham under et retsmøde. Foto: Scanpix
Del:

Den amerikanske rigmand Jeffrey Epstein, der sidder fængslet i New York under anklage for menneskehandel og tidligere er dømt for pædofili, er kommet til skade i fængslet.

NBC New York skriver, at milliardæren blev fundet i sin celle – tilskadekommen og i fosterstilling.

Hvad der præcis er hændt med Epstein er endnu uklart. Han blev fundet i nær bevidstløs tilstand og med mærker på halsen, fortæller to kilder til mediet.

Andre kilder fortæller, at Epstein sandsynligvis har forsøgt at hænge sig selv. En tredje kilder siger, at Epstein ikke er kommet alvorligt til skade, og at han måske har forsøgt at skade sig selv for at blive forflyttet.

Måske overfaldet

En helt fjerde kilde fortæller, at Epstein kan være blevet overfaldet.

Ifølge kilden skulle en mand ved navn Nicholas Tartaglione være blevet afhørt om sin rolle i sagen. Tartaglione er tidligere politimand og sidder inde for et firdobbelt mord, han begik i december 2016. Her gik en kokainhandel galt.

Tartagliones advokat afviser imidlertid, at hans klient skulle have rørt Epstein:

– De sidder i samme afdeling og har det fint, siger advokat Bruce Barket, og uddyber, at de to har et fint forhold til hinanden.

Bruce Barket fortæller også, at både Epstein og Tartaglione er utilfredse med forholdene i fængslet, der skulle døje med oversvømmelser, skadedyr og dårlig mad.

Dømt pædofil

I 2008 erklærede Epstein sig skyldig i rufferi, hvor en af personerne var under 18 år. Epstein blev idømt 13 måneders fængsel og skulle indgå et finansielt forlig med flere af sine ofre.

Samtidig blev Epstein registreret som sexforbryder.

Forliget blev kritiseret flere steder fra, skriver det amerikanske medie The New York Times.

Jeffrey Epstein er tidligere kapitalforvalter og har tidligere været gode venner med Bill Clinton og præsident Donald Trump.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu