ANNONCE

Færdig i VM

18. januar 2021 15:39 | Af: Ritzau Fokus

Kap Verde har problemer med at mønstre 10 spillere, så nu har landet trukket sig

Færdig i VM
En Kap Verde-spiller ses her i et forsøg på at bryde igennem Ungarns forsvar i fredags. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Reuters

Kap Verdes bedste mandlige håndboldspillere nåede kun at komme i aktion en enkelt gang ved VM i Egypten.

Mandag meddeler Det Internationale Håndboldforbund (IHF) på sin hjemmeside, at Kap Verde har trukket sig fra turneringen.

Det sker på grund af coronarelaterede udfordringer med at kunne stille hold hos VM-debutanten.

– Da Kap Verde har udfordringer med at kunne have mindst ti spillere klar til at konkurrere, som reglerne foreskriver, har holdet besluttet sig for at trække sig, skriver IHF.

Tirsdag skulle Kap Verde have spillet mod Uruguay i en direkte duel om at gå videre til mellemrunden ved VM, men Uruguay er nu videre til mellemrunden uden kamp. Det sydamerikanske land har ellers tabt sine to første VM-kampe med 29 og 26 mål til henholdsvis Tyskland og Ungarn.

Kap Verde tabte 27-34 Ungarn i fredags. På det tidspunkt havde holdet 11 spillere klar til kamp, men siden blev yderligere to spillere på holdet testet positiv for coronavirus.

Kap Verdes kamp søndag mod Tyskland blev derfor aflyst, og det samme sker altså nu med Uruguay-kampen. De kampe tabes med 0-10.

Som følge af en sidsteplads i gruppen overføres Kap Verde på papiret til Presidents Cup, hvor holdet taberdømmes 0-10 i alle kampe.

Kap Verde kunne i princippet have fløjet spillere ind til VM, eller satset på at få coronaramte spillere klar i løbet af turneringen, men landets håndboldforbund har ikke anset videre deltagelse for realistisk.

– Vi vil nu foretage de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at holdet kan rejse hjem til Kap Verde, skriver IHF.

Coronapandemien har nu spændt ben for tre holds deltagelse ved VM. Allerede inden slutrunden gik i gang måtte USA og Tjekkiet opgive at stille op.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu