Sidste år blev der registreret 44.274 nye kræfttilfælde i Danmark.
Det svarer til en stigning på 3,5 procent sammenlignet med antal nye tilfælde i 2017.
* Brystkræft er den kræftform, der rammer kvinder mest. Mænd rammes oftest af kræft i prostata.
* Lungekræft var i 2018 den næst hyppigste kræftform hos begge køn.
* Den tredje hyppigste kræftform hos kvinder og mænd sidste år var henholdsvis tyktarmskræft og kræft i urinveje.
* Her kan du se forskydningerne inden for de forskellige typer af kræft fra 2017 til 2018:
* Antallet af nye tilfælde af modermærkekræft hos begge køn er steget.
* Hos kvinder er antallet af nye tilfælde steget 14,5 procent fra 1255 til 1440 tilfælde. Hos mændene er stigningen på otte procent fra 1253 til 1353.
* De vigtigste årsager til modermærkekræft er overdreven soldyrkning og svære solskoldninger, især i barndommen og i ungdommen.
* Solarier øger også risikoen. Arvelige forhold kan i nogle tilfælde spille en rolle. Mennesker med Parkinsons sygdom kan også have en øget risiko
* Fra 2017 til 2018 ses der et fald i antallet af kvinder og mænd, der her blevet diagnosticeret med tyk- og endetarmskræft.
* For kvinder er antallet af nye tilfælde af tyktarmskræft faldet fra 1806 til 1611. For mænd er antallet af nydiagnosticerede faldet fra 1910 til 1698.
* Tallene viser et lille fald, når det gælder nye tilfælde af livmoderhalskræft hos kvinder. Fra 2017 til 2018 er antallet af nye tilfælde her faldet fra 370 til 333.
Kilder: Cancerregisteret, Kræftens Bekæmpelse.