Fakta

Anbefalinger til personer i risikogrupper

Forebyg kontaktsmitte – sørg for ekstra god hygiejne

– Vær særlig opmærksom på håndhygiejne, når du har rørt typiske kontaktpunkter, som anvendes af mange i det offentlige rum, fx dørhåndtag i butikker, elevatorknapper, dankortterminaler, hæveautomater, håndtag i busser, armlæn på restaurant- og cafestole mv.

– Undgå at røre din næse, mund og øjne, hvis du ikke har rene hænder, da virus typisk smitter fra hænderne til slimhinderne i næse, mund og øjne – men ikke gennem huden.

– Vær særlig påpasselig med hygiejne og rengøring i hjemmet. Rengøring foretages med almindelige metoder og rengøringsmidler, men ekstra hyppigt og grundigt.

– Tal åbent med dine nærmeste pårørende om deres omgangskredse og ’bevægecirkler’, så du kender risikoen ved at give kram til dem.

– Du kan godt give kram til dine allernærmeste, fx partner, børn og børnebørn, men undgå håndtryk, kindkys og kram til andre end dine nærmeste pårørende.

Forebyg dråbesmitte – hold afstand

– Bed andre om at tage hensyn ved at holde afstand.

– Undgå særligt længerevarende ansigt-til-ansigt kontakt.

Begræns situationer hvor du udsættes for smitte

– Undgå samvær med personer, som har symptomer, der kunne være COVID-19, også børn og børnebørn.

– Undgå steder med mange mennesker, fx offentlige transportmidler i myldretiden. Lav dine indkøb når eller hvor, der er færrest i butikkerne

– Overvej din deltagelse i sociale arrangementer og fritidsaktiviteter i forhold til smitterisiko. Bed om hjælp til at aktiviteter gennemføres på en forsvarlig måde.

Kilde: Sundhedsstyrelsen