Fakta

Danmark åbner grænserne yderligere under corona

Efter i en lang periode at have haft indrejserestriktioner og frarådet alle ikke-nødvendige rejser, åbner Danmark nu yderligere op.

Borgere kan fra 27. juni rejse til og fra lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien.

Det skyldes nye rejsevejledninger og grænselempelser, oplyser Udenrigsministeriet torsdag.

Regeringen har afvist at lade sig presse og vil ikke åbne op for hurtigt, men andre partier har presset på for at få åbnet mere.

Her kan du læse de nye kriterier:

* De nuværende restriktioner erstattes af en ny model for åbning baseret på kriterier, som tager udgangspunkt i den sundhedsmæssige situation i landene.

* Der vil også blive indført et testkriterium, som myndighederne er ved at udforme. For alle disse lande vil Udenrigsministeriet samtidig gå tilbage til at lave individuelle rejsevejledninger.

* For at være “åbent” skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere per uge.

* Når et land først er åbent, vil det kritiske niveau for, hvornår et land ændrer status til “karantæneland” være ved 30 smittede per 100.000 indbyggere.

* Det gøres for at undgå at åbne og lukke på grund af mindre udsving fra uge til uge.

* Der vil også blive stillet krav til landenes testregimer. Statens Serum Institut vil ugentligt udarbejde en tabel med lande, der klassificeres som henholdsvis “åbne” eller “karantænelande”.

* Der fastlægges en liste over åbne- og karantænelande 25. juni. Den nye model træder i kraft fra 27. juni.

* Hvis landene ikke har betydelige indrejserestriktioner over for danske rejsende, vil Udenrigsministeriets rejsevejledninger blive gule for alle åbne lande.

* Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke længere vil fraråde ikke-nødvendige rejser, men opfordre rejsende til at udvise ekstra forsigtighed og holde sig opdateret.

* For danske borgere, der vender hjem fra rejser til gule lande, vil opfordringen til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst bortfalde.

Kilde: Udenrigsministeriet.