Fakta

Danmarks Indsamling har indsamlet over en milliard

Danmarks Indsamling bliver hvert år afholdt for at samle penge ind til velgørende formål i Afrika, Asien, Latinamerika og Mellemøsten.

Arrangementet fik sit startskud i 2007 og har siden da samlet mere end en milliard kroner ind.

Bliv klogere på, hvad de tidligere indsamlinger er gået til, her:

* 2007: Danmarks Indsamling samlede ind under overskriften “Stop aids-katastrofen i Afrika”. Der blev i alt samlet 55,2 millioner kroner ind.

* 2008: I 2008 blev der samlet ind til at forbedre overlevelsesmuligheder for de mest udsatte gravide. Der blev i alt samlet 68,8 millioner kroner ind.

* 2009: Der blev i alt samlet 72 millioner kroner ind under temaet “Giv afrikanske familier en fremtid”, der skulle sikre mad, medicin og skolegang til afrikanske familier og børn.

* 2010: I sit fjerde år satte foreningen en indsamlingsrekord, der stadig står den dag i dag. 130 millioner kroner blev indsamlet til Afrikas kvinder og ofre for jordskælvet i Haiti.

* 2011: Danmarks Indsamling 2011 havde til formål at støtte Afrikas unge, så de kunne få en uddannelse. Der blev i alt samlet 87 millioner kroner ind.

* 2012: Den sjette udgave af Danmarks Indsamling samlede 76,1 million ind til børn på flugt.

* 2013: Under temaet “Støt din landsdel i kampen om at samle ind til Afrika” blev der samlet knap 76 millioner kroner ind.

* 2014: I den ottende udgave af Danmarks Indsamling samlede foreningen knap 88 millioner kroner ind under overskriften “Når mor mangler”.

* 2015: 100 millioner kroner blev samlet ind “mod uretfærdighed”.

* 2016: På indsamlingens 10-års jubilæum samlede foreningen 97 millioner kroner til 17 projekter i Afrika, Asien og Latinamerika.

* 2017: Under overskriften “Intet barn må sulte” samlede foreningen 90 millioner kroner ind.

* 2018: Danmarks Indsamling samlede 78 millioner kroner ind til hjemløse børn.

* 2019: Foreningen samlede penge ind til at styrke verdens piger. Resultatet var 73 millioner kroner.

* 2020: Danmarks Indsamling resulterede i en indsamling på 82 millioner kroner, der skulle gå til at hjælpe børn på flugt.

* 2021: I år blev der indsamlet over 120 millioner kroner til at hjælpe børn, der lider under coronapandemiens konsekvenser i 13 af verdens fattigste lande.

Kilder: Danmarks Indsamling.