Fakta

De Brune Riddere

Baggrunden:

Helt elementært ønskede vi at kunne svare på spørgsmålet: Hvor får man Danmarks bedste bøfsandwich? Derudover er det en mangeårig passion for bøfsandwichen, som hersker blandt dommerne i panelet bag kåringen af Danmarks bedste bøfsandwich. dommerpanelet tæller blandt andet dommere med flere års erfaring fra “DM i BBQ” og fra Børsen’s “Hotdog DM”.

Hvordan anmelder De Brune Riddere:

De steder vi anmelder er typisk blevet anbefalet eller på anden vis tiltrukket sig opmærksomhed. Inden vi anmelder en bøfsandwich har vi typisk researchet lidt på det pågældende sted – er der hjemmelavede elementer, er bøffen lavet af frisk oksekød, osv. De bedste steder får karakteren 5 ud af 5 og vil blive besøgt af så mange af dommerne som muligt – eksempelvis havde vinderen i 2012 besøg af 4 forskellige dommere der alle gav samme karakter, som det eneste sted.

Om bøfsandwichen:

Den klassiske danske bøfsandwich var gået lidt i glemmebøgerne og er absolut den politisk ukorrekte burger i disse slanketider – specielt i Jylland hvor den serveres badet i brun sovs. Vi mener dog den er en vigtig del af dansk fastfood-kultur og faktisk et af de få originale danske bidrag i fastfood-kategorien. Derudover er det selvfølgelig også en aldeles velsmagende spise, når den vel at mærke er lavet af gode råvarer og er velkomponeret.