Fakta

De livsfarlige revlehuller

Sådan kan du genkende et revlehul:
I revlehullet er der mindre bølgebrydning end på revlerne dvs. mindre hvidt skum. Man kan eventuelt også se en udadgående strøm af vand og skum i overfladen.

Sådan kommer du ud af et revlehul:
1. Kæmp ikke imod.
2. Bevar roen. Du bliver ikke trukket ned.
3. Svøm til siden og langs med stranden og derefter ind til land igen.

Sådan redder du andre ud af et revlehul:
Hvis du ser nogen kæmpe mod strømmen i et revlehul, skal du undgå selv at blive offer ved at svømme ud i det. Gør i stedet det rigtige i den rigtige rækkefølge:
1. Kontakt en livredder, hvis der er en på stranden. Hvis der ikke er en livredder, skal du ringe 1-1-2 eller få nogen til at gøre det.
2. Kast noget, der kan flyde, ud til den nødstedte, en redningsvest, en redningskrans, en fodbold eller en tom 1,5 liters sodavandsflaske med låg.
3. Råb til den nødstedte, at han eller hun ikke skal kæmpe imod, men svømme til siden.

Kilde: Trygfonden Kystlivredning