Fakta

Det ved vi om den dømte i sagen i Ravensburg

Det ved vi om den dømte i Ravensburg-sagen:

* Han er 21 år gammel, fra Syrien og hedder Dieab Khadigah.

* Hans far var skohandler, hans mor hjemmegående. Han har tre søskende.

* Han har det, der svarer til en gymnasieuddannelse og var begyndt på universitetet i Syrien.

* Han blev imidlertid anholdt og smidt i fængsel af det syriske styre – angiveligt uden grund. Derfor flygtede han efter eget udsagn til Europa.

* Han kom til Tyskland i sommeren 2015 og blev kort tid efter placeret i et asylcenter i byen Biberach i det sydlige Tyskland.

* Herefter ville han efter eget udsagn fortsætte sine studier i Tyskland, men det lykkedes ikke.

* Efter nogle måneder kom han via det sociale medie Facebook i kontakt med Islamisk Stat og fattede sympati for gruppen.

* På et tidspunkt købte han en flybillet til Tyrkiet for at rejse derfra videre til Syrien og kæmpe for Islamisk Stat.

* Den rejse blev dog afbrudt efter skarp modstand fra blandt andre den dømtes far.

* I stedet kom han via Facebook i kontakt med en vis Abu Maria, der formidlede kontakten med en anden person med et svensk mobilnummer.

* Denne person skulle den dømte efter eget udsagn mødes med på Hovedbanegården i København, da han den 19. november sidste år blev bremset af det danske politi i Rødby.

* Dagen efter blev han anholdt af det tyske politi og har siden siddet varetægtsfængslet.

/ritzau/