Fakta

Eksplosion ved Skattestyrelsen

* 6. august:

Omkring klokken 22.15 hørte adskillige vidner et højt brag i området omkring Skattestyrelsen i København.

Én person blev ramt af fragmenter fra eksplosionen, men de to personer, der befandt sig i bygningen kom ikke til skade.

* 7. august:

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder eksplosionen for en bevidst handling.

* 10. august:

Natten til den 10. august fandt endnu en eksplosion sted ved en lokal politistation på Nørrebro i København.

Ifølge politiet er der indtil videre ikke noget, der tyder på sammenhæng med den type sprængstof, der blev brugt ved Skattestyrelsen.

Efter de to eksplosioner indkalder Mette Frederiksen Regeringens Sikkerhedsudvalg til møde.

* 13. august:

To svenske statsborgere blev sigtet i forbindelse med eksplosionen på Skattestyrelsen.

Den ene, en 22-årig mand, blev pågrebet i Malmø, på baggrund af en arrestordre, som Danmark havde udstedt.

Den anden, en 23-årig, er ikke pågrebet, men er fortsat internationalt efterlyst.

* 14. august:

Mette Frederiksen og Justitsminister Nick Hækkerup (S) holder pressemøde i sagen.

Regeringen vil se på, om politiets værktøjer til at stoppe eksplosioner som den ved Skattestyrelsen, skal forbedres.

Det drejer sig om bedre kontrol af grænsen til Sverige, skærpede straffe samt bedre videoovervågning.

* 16. august:

Tingsretten i Malmø beslutter, at den 22-årige svenske statsborger skal udleveres til Danmark. Ved fristen 23. august har han ikke kæret kendelsen.

Politiet efterlyser vidner, som har set en hvid Citroën Berlingo, som de formodede gerningsmænd skal have anvendt som transportmiddel.

* 21. august:

Svensk politi anholder to nye mænd i sagen om eksplosionen. Det drejer sig om to mænd på 22 og 27 år.

De bliver løsladt to dage senere, da der ifølge den svenske kammeranklager Kristina Lindhoff Carleson ikke er grund til at frihedsberøve dem længere.

Det er uvist, hvorvidt de er sigtede i sagen.

* 28. august:

Den 22-årige svensker bliver udleveret til danske myndigheder og fremstilles i grundlovsforhør. Han sigtes for at have fragtet en bombe fra Sverige til København, som han skal have placeret og antændt foran Skattestyrelsen.

Det fremgår af sigtelsen, at det er politiets formodning, at det skal være sket i samarbejde med mindst én, men muligvis flere ukendte gerningsmænd.

Han bliver varetægtsfængslet i 27 dage.

Kilder: Københavns Byret, DR og Ritzau.