Fakta

EV-D68

Hvad er EV-D68?

Et såkaldt enterovirus, deraf “EV.”  I starten gav man enterovirus navne. Men til sidst opdagede man så mange, at man begyndte at give dem tal og bogstaver.  Frem til 2014 havde man kun kendskab til 699 tilfælde af EV-D68 virusset på verdensplan. Enterovirus er en stor gruppe af meget forskelligartede virus der kan forårsage leversygdomme, hjernesygdomme, luftvejssygdomme, lammelser og meget andet. EV-D68 er en virus, der typisk kan medføre en grim luftvejsinfektion. Børn, der er ramt af astma eller lignende, er i særlig fare for at blive hårdt ramt af vejrtrækningsproblemer, hvis de rammes af EV-D68.

Lammelser:

Børn, der er ramt af EV-D68 kan også blive ramt af lammelser. Det virker, af uforklarlige årsager, til at være sådan, at lammelser, i modsætning til luftvejssygdommen, primært rammer børn, der ikke har anden kendt sygdom. Men generelt er risikoen for at blive ramt af lammelser som konsekvens af EV-D68, lav.

Forekomst i Danmark:

Virusen findes i Danmark. Men der er ingen tilfælde af lammelser konstateret hos danske børn som følge af smitte med EV-D68. Statens Serum Institut har dog undersøgt mulige tilfælde af lammelse som konsekvens af smitte med EV-D68 i efteråret 2016 uden at finde det.

Er det farligt?

Sjældent. Har man ikke astma eller lignende, er der tale om en genstridig og irriterende sygdom, der giver et par uger med hoste og feber. Men har du astma, kan det være slemt. Eller hvis dit immunforsvar i forvejen er ude af normal funktion. Så kan det være, du skal indlægges og i værste fald have respiratorhjælp til at trække vejret.

Hvad skal man gøre som forælder?

Forældre til børn med astma eller anden kronisk lungesygdom skal reagere hurtigt, hvis deres børn får feber og vejrtrækningsproblemer. Forældre til børn uden den form for sygdomme skal være særligt opmærksomme, hvis deres børn oplever lammelser i arme eller ben, især efter et forløb, hvor barnet har hostet meget.

Skal man være nervøs?

Nej. Men det er vigtigt at vide, at der er sæson for det fra august til november, og at man (læger og lignende)  husker at undersøge alle patienter der oplever lammelser for enterovirus i både afføring, luftvejssekret og rygmarvsvæske.