Fakta

Fakta om Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelse er en privat forening, der hovedsageligt er finansieret af private midler og drevet af frivillige.

Foreningen er opdelt i 13 lokale foreninger, og Dyrenes Beskyttelse blev stiftet helt tilbage i 1875.

Siden da har Dyrenes Beskyttelse skabt debat om dyrevelfærd og dyrs forhold, i de første mange år med fokus på familiedyr og dyr i naturen. Da satte Dyrenes Beskyttelse især fokus på hunde, katte og farene for dyr i trafikken.

Som årene skred frem, og landbruget blev mere og mere udbredt, begyndte foreningen også at arbejde for landbrugsdyrs ve og vel. Her kom blandt andet burhøns, frilandsgrise og tremmekalve på dagsordenen.

I dag arbejder foreningen med at påvirke beslutningstagere og for at landbrugsproduktion foregår på en måde, der tager hensyn til dyrenes naturlige behov og adfærd.

Dyrenes Beskyttelse løser desuden dyreværnssager og plejer vilde dyr på vildtplejestationerne, så de kan vende tilbage til deres liv i naturen.

Kilde: Dyrenes Beskyttelse.