Fakta

Fem citater fra talen

Klokken 19 tonede dronning Margrethe frem på skærmen i anledning af sin 80-års fødselsdag. Her holdt hun en tv-transmitteret tale til danskerne fra Fredensborg Slot.

Det var ikke ventet, at dronningen ville tale til befolkningen, for det er der ikke tradition for, at hun gør i forbindelse med sine runde fødselsdage

Dronningen brugte talen til at sige tak for de mange fødselsdagshilsner, som hun var dybt taknemmelig for. Hun kom også ind på den nuværende coronakrise.

Fem centrale citater fra talen:

– Vi har fået besøg af en ubuden og farlig gæst, som har sat sit præg på hele landet. Mange fester, konfirmationer og bryllupper er blevet berørt, og sådan er det også med min fødselsdag.

– I tilbageblikket vil jeg huske min 80-års fødselsdag som noget helt for sig, én af de mest mindeværdige. Også her har det vist sig, at når krisen rammer os, kan vi og vil vi forenes i fællesskabet – sammen, men på afstand.

– Vi oplever en usikker tid; men vi ser også, at alle gør sig umage for at stå krisen igennem og efterleve myndighedernes anvisninger – det gælder både børn og voksne

– Meget tyder på, at vi sammen bidrager til at få sygdommen under kontrol. Vi har vist, at vi kan tage os sammen og at det fører i den rigtige retning; men nu gælder det, for vi er ikke igennem endnu.

– Gåpåmod og nye idéer spirer frem, og vi ser nye måder at arbejde og at være sammen på. Vi har vist, at vi kerer os om hinanden og at egoismen har trange kår. Vi har mærket, at fraværet af det nære samvær – og af et kram – betyder mere, end vi havde forestillet os.