Fakta

Forskel på type 1-diabetes og type 2-diabetes

Type 1-diabetes:

  • Ved type 1-diabetes er produktionen af insulin stærkt nedsat eller ophævet.
  • 0,5 procent af den danske befolkning havde denne type diabetes i 2017.
  • Det svarer til cirka 28.000 personer.
  • Type 1-diabetes kan opstå i alle aldre, men forekommer hyppigst hos børn og unge.
  • Tallet har ikke ændret sig fra 1995 til i dag, men det dækker over en vedvarende lille stigning i antallet af nye tilfælde blandt børn og unge på cirka to procent. Der er omvendt et lille fald i antallet af nye tilfælde blandt danskere over 30 år.
  • Patienter med type 1-diabetes behandles med indsprøjtning af insulin under huden op til 4-5 gange daglig for at forsøge at efterligne den normale udskillelse af insulin.

Type 2-diabetes:

  • Ved type 2-diabetes er følsomheden for insulins påvirkning på cellerne nedsat, og insulinproduktionen er utilstrækkelig.
  • Tidligere blev type 2-diabetes kaldt “aldersdiabetes” eller “gammelmandssukkersyge”. Begge dele er misvisende, da sygdommen kan forekomme i alle voksenaldersgrupper og hos begge køn.
  • 4,5 procent af den danske befolkning havde denne type diabetes i 2017.
  • Det svarer til cirka 256.000 personer.
  • Tallet har været stærkt stigende siden 1995, hvor kun 1,2 procent af befolkningen havde type 2-diabetes.
  • Da det primære problem ved type 2-diabetes er nedsat følsomhed for insulin på grund af overvægt, behandles det i første omgang med vægtreduktion og fysisk aktivitet. Der kan suppleres med insulinbehandling.

Kilder: Steno Diabetes Center Copenhagen, Lex.dk.