Fakta

Genert grafiker udpeget som Palmes drabsmand

Drabsgåden om den tidligere svenske statsminister Olof Palme er efter alt at dømme løst efter 34 år.

Palme, der blev skudt på vej hjem fra en biograftur i 1986, blev dræbt af Stig Engström, også kendt som Skandiamanden, siger svenske myndigheder onsdag.

Stig Engström har fået tilnavnet Skandiamanden, fordi han ved drabet arbejdede for Skandia, et forsikringsselskab, og vidnede i sagen.

I 2018 tog tidsskriftet Filter sagen op omkring Stig Engström, og kort efter begyndte myndighederne at efterforske, om han kunne være drabsmanden.

Læs mere om Stig Engström her:

* Stig Engström blev født i 1934 i Indien og voksede op i både Indien og Sverige. Som barn og ung var han ifølge folk omkring ham genert.

* Han tilhørte som voksen den politiske højrefløj og nærede angiveligt en dyb modvilje mod Olof Palme.

* Som ung uddannede han sig som grafiker. På tidspunktet for drabet på Olof Palme lavede han reklamer for Skandia.

* Han var til stede, da Olof Palme blev dræbt og agerede også centralt vidne i sagen.

* Tre vidner til stede på gerningsstedet pegede på, at den mand, de så løbe væk fra drabsstedet, lignede Stig Engström. Men politiet mente dengang ikke, at han var skyldig.

* Efter drabet på Olof Palme blev Stig Engström alkoholiker. I 1999 blev han skilt fra sin kone.

* I 2000 begik han selvmord, 66 år gammel.

* 134 personer har erkendt drabet på Olof Palme.

Kilder: Tidsskriftet Filter, Berlingske, SVT, TT.