Fakta

Her er ofrene for koncertbomben i Manchester

22 mistede mandag aften livet, da en eksplosion fandt sted uden for Manchester Arena, hvor en koncert med sangeren Ariana Grande lige var slut.

Her er et overblik over de identificerede ofre:

* Saffie Rose Roussos, otte år.

– Den otteåriges mor og søster er stadig indlagt med skader.

* Olivia Campbell, 15 år.

– Hun var til koncerten med sin kæreste, der bliver behandlet for sine skader på hospitalet.

* Kelly Brewster, 32 år.

– Kæresten til den 32-årige kvinde oplyser onsdag, at eksplosionen dræbte hende på stedet. Den afdødes søster og niece behandles stadig for deres skader.

* Georgina Callander, 18 år.

– Teenageren var en stor fan af Ariana Grande og havde dagen før koncerten slået et tweet op med et billede af et møde med sangerinden i 2015.

* John Atkinson, 28 år.

– Umiddelbart efter nyheden om hans død er en indsamling begyndt for at hjælpe den 28-åriges familie med at betale for udgifterne til begravelsen.

* Alison Howe, 45 år, og Lisa Lees, 47 år.

– De to veninder var taget til koncerten sammen.

* Angelika Klis, 40 år, og Marcin Klis, 42 år.

– De to polske statsborgere, der boede i York i Storbritannien, stod uden for Manchester Arena og ventede på, at deres døtre skulle komme ud efter koncerten var slut.

* Martyn Hett, 29 år.

– Han var taget til koncerten med sine venner. Han blev dog skilt fra dem under koncerten.

Kilde: The Guardian.

/ritzau/