Fakta

Her skal smittet Trump være

* Det er det amerikanske forsvarsministerium, der driver Walter Reed National Military Medical Center, men det er Det Hvide Hus, der kontrollerer præsidentsuiten.

* Suiten er mere lig et hjem og et kontor end en hospitalsstue. Suiten er således udstyret med et køkken og et konferencelokale samt dens egen intensivafdeling.

* Stabschef i Det Hvide Hus Mark Meadows har også sit eget kontor på hospitalet, hvor der også er et værelse til Trumps egen læge, så denne kan være til stede 24 timer i døgnet under Trumps ophold.

* Walter Reed National Military Medical Center er USA’s største militærhospital.

* Hospitalet åbnede i 2011 under det nye navn Walter Reed National Military Medical Center, der er en sammenlægning af National Naval Medical Center fra 1940 og Walter Reed Army Medical Center fra 1909.

* Mange amerikanske præsidenter er igennem årene blevet behandlet her. Det var på National Naval Medical Center, at præsident John F. Kennedy i november 1963 blev obduceret, efter at han var blevet skudt og dræbt i Dallas, Texas.

* Walter Reed, som døde i 1902, var en amerikansk militærlæge og professor i bakteriologi ved Army Medical School i Washington.

* Som chef for en kommission blev han udsendt til Havana i Cuba i 1900 under en epidemi af gul feber blandt amerikanske soldater. I 1901 påviste han, at sygdommen skyldes et virus, der overføres af en bestemt myggeart.

* Opdagelsen satte ham i stand til at udrydde sygdommen i Cuba.

Kilder: Den Store Danske, Walter Reed National Military Medical og NBC Washington