Fakta

Histamin

Hvis du spiser fødevarer med høje indhold af histamin, kan du få akutte symptomer på forgiftning. Et lavt indhold af biogene aminer fører normalt ikke til en sundhedsmæssig risiko for mennesker.

Hvis vi opbevarer visse fødevarer forkert, fx ved høj temperatur i lang tid, kan bakterier danne så store mængder af histamin og andre biogene aminer, at vi kan blive forgiftet.

Histamin og andre biogene aminer kan forekomme i forhøjede mængder i fx rødvin, ost, spegepølse og surmælksprodukter, samt i visse fisk og fiskevarer, fx tun, makrel, hornfisk, escolar og oliefisk. Derfor er det vigtigt at opbevare fx escolar og oliefisk koldt.

Symptomer på histaminforgiftning

Fødevarer med meget histamin giver en brændende fornemmelse, især på tungen, men også på læberne og i svælget, når du spiser dem. Der kan også komme blærer på tunge og læber. Hvis du oplever det, skal du spytte maden ud og lade være med at spise resten.

Histaminforgiftning viser sig fra få minutter efter, at den histaminholdige fødevare er spist. Varigheden af forgiftningen er normalt kort – få timer.

Andre symptomer på forgiftning med histamin kan være rødmen i ansigt og på hals og bryst, hovedpine, kvalme, opkastning, mavesmerter, opsvulmede læber og nældefeber. I visse tilfælde kan man også få kløe, svimmelhed på grund af blodtryksfald. Ved svære forgiftninger kan der komme chok, smerter i lungerne og åndedrætsforstyrrelser.

Stoffernes giftvirkning kan forøges, hvis du samtidig drikker alkohol eller tager bestemte former for medicin.

I Danmark er der kun få tilfælde af histaminforgiftning om året.

Kilde: Fødevarestyrelsen.