Fakta

Hjernebetændelse

 

Hjernebetændelse (encephalitis) er en virusinfektion i selve hjernevævet. Den kan sprede sig til hjernehinderne og forårsage meningitis.

Symptomer

Hjernebetændelse giver hovedpine, feber, man bliver omtåget, har ændret adfærd og man kan få lammelser af ansigtsmusklerne eller af musklerne i arme eller ben.

Sjældent kan man få kramper.

Hvordan forløber sygdommen?

Hjernebetændelse begynder ofte med influenzalignende symptomer i et par dage, men den kan også begynde ret pludseligt.

Hjernebetændelse varer ofte flere uger og er en alvorlig sygdom, som kræver indlæggelse på sygehus. Man kan få varige hjerneskader eller dø af hjernebetændelse.

Hvem får sygdommen?

Alle kan få hjernebetændelse, men det er en sjælden sygdom, som rammer under 100 personer om året i Danmark.

Hvordan smitter hjernebetændelse?

Der er forskellige smitteveje afhængig af hvilke virus, der er årsag til sygdommen. Den mest almindelige årsag i Danmark er herpesvirus.

Andre typer virus, fx skoldkoppevirus, kan være årsag til hjernebetændelse, og deres smitteveje er anderledes end for herpesvirus. Man ved ikke hvorfor virus giver anledning til hjernebetændelse i stedet for de almindelige sygdomme som fx forkølelsessår, sår på kønsorganerne eller skoldkopper.

For herpesvirus og skoldkoppevirus skyldes det formentlig en opblussen af virus, som har ligget “sovende” i nervecellerne siden den oprindelige infektion.

Et tredje virus smitter ved, at man får en skovflåt (fejlagtigt ofte kaldet “tæge”) på sig. Den kan have borrelia i sig, men på Bornholm og meget sjældent i Nordsjælland kan den også have et virus, TBE-virus, som giver hjernebetændelse.

Hvad er årsagen til hjernebetændelse?

Hvis man får hjernebetændelse i Danmark, er den mest almindelige årsag herpesvirus, som også kan give forkølelsessår og sår på kønsorganerne. Andre virus kan også give hjernebetændelse, fx skoldkoppevirus, mæslingevirus eller fåresygevirus.

En mere sjælden form, som findes på Bornholm og er fundet i Nordsjælland, overføres med skovflåten. I udlandet, især Asien, findes andre typer virus, fx kan det virus, som kan give japansk hjernebetændelse eller hundegalskab (rabies), også give hjernebetændelse.

 

Kilde: Min Medicin.