Fakta

Hvornår skal man og hvornår skal man ikke udlevere sit CPR-nummer

CPR-nummer skal du udlevere, hvis du:

  • Kontakter det offentlige
    Her bruger du normalt dit gule sygesikringskort, men har du glemt dette, eller sker din henvendelse telefonisk, oplyser du dit CPR-nummer ved henvendelse.
  • Skal låne penge
    Banken er blandt andet forpligtet til at indberette CPR-nummeret til Skat.
  • Starter i et nyt job
    Din arbejdsgiver skal bruge dit CPR-nummer til at udbetale løn og indberette oplysningerne til Skat.
  • Skal have et Rejsekort
    Rejsekortet er omfattet hvidvaskloven, som kræver CPR-nummeret oplyst. Dette gælder dog ikke det anonyme rejsekort.
  • Skal have foretaget en synsprøve hos en optiker
    Optikeren skal have dit CPR-nummer af hensyn til sundhedslovgivningens journalføringspligt.
  • Skal oprette en betalingsserviceaftale
    For eksempel ved køb af et abonnement eller lignende. Vurder altid, om det er et firma du stoler på.
  • Deltager i et online-kasino
    Alle danske spiludbydere er pålagt at registrere deres kunders CPR-numre for at sikre kundernes rette identitet.
  • Skal se eller høre et program fra DR
    Du skal oplyse dit CPR-nummer for at blive tilmeldt DR Licens.

CPR-nummer skal du ikke udlevere, hvis du:

  • Skal have et pendlerkort, til for eksempel kollektiv trafik
    Du skal ikke oplyse CPR-nummer, men vil formentlig blive bedt om at medbringe sygesikringsbevis eller anden legitimation, når dit pendlerkort skal oprettes i dit lokale DSB-billetsalg.
  • Bliver ringet op af en telefonsælger fra et ukendt firma
    Her kan du bede om en uddybende mail eller henvisning til en hjemmeside, hvor du kan læse mere.
  • Skal købe et taletidskort til din mobiltelefon
    Nogle teleselskaber kræver CPR-nummer med henvisning til for eksempel hvidvasklovgivningen, men teleselskaber er ikke omfattet af denne lovgivning.
  • Bliver stoppet eller afhørt af politiet
    Ifølge retsplejelovens § 750 er enhver forpligtet til “på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato” til politiet, men altså ikke CPR-nummer.
  • Køber et produkt kontant i en fysisk forretning eller på nettet
  • Skal have penge tilbage, for eksempel fra dit el-selskab

Kilde: Forbrugerrådet Tænk