Fakta

Irma fortsætter sin hærgen gennem Florida

Orkanen Irma ser ud til at miste styrke og blive nedgraderet til en tropisk storm i løbet af mandag.

Sådan lyder forudsigelsen fra USA’s nationale orkancenter NHC, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Få her et overblik over orkanen og dens hærgen:

  • Irma gik første gang i land onsdag lokal tid i sidste uge, hvor orkanen ramte øen Barbuda som en kategori 5-orkan med en vindstyrke på op til 295 kilometer i timen.
  • Senere ramte den blandt andet øerne St. Martin, St. Barts og Anguilla, De Britiske Jomfruøer, Puerto Rico, Den Dominikanske Republik, De Amerikanske Jomfruøer (det tidligere Dansk Vestindien, red), Haiti og Cuba.
  • To af de hårdest ramte øer er St. Martin og Barbuda. De blev stort set lagt i ruiner og en stor del af indbyggerne har mistet deres hjem.
  • I Cuba, hvor Irma ramte fredag, blev flere end en million mennesker evakueret, inden stormens ankomst.
  • Søndag ramte Irma Florida som en kategori 4-orkan. Flere end seks millioner mennesker blev bedt om at forlade deres hjem i delstaten. Søndag aften stod flere end fire millioner hjem og virksomheder uden strøm.
  • I USA er der blevet erklæret undtagelsestilstand i Georgia, South Carolina, Virginia og Florida.
  • Tilsammen kan de økonomiske omkostninger efter Irma og orkanen Harvey, der i august raserede Texas, nå 290 milliarder dollar. Det svarer til 1,5 procent af USA’s bpn.
  • Mindst 30 mennesker har mistet livet på grund af orkanen Irma. Tre personer har indtil videre mistet livet i Florida, mens mindst 27 mennesker et omkommet i Caribien.
  • International Røde Kors har oplyst, at 1,2 millioner mennesker er blevet berørt af orkanen. Det kan stige til 26 millioner ifølge organisationen.
  • Med vindhastigheder på op mod 300 kilometer i timen er Irma en af de stærkeste storme nogensinde registreret i Atlanterhavet.
  • Orkanen begyndte som en kategori 5-orkan og er løbende blevet nedgraderet. Mandag formiddag dansk tid er den en kategori 1. I løbet af mandag forventes den at svækkes yderligere til en tropisk storm.

Kilder: AFP, BBC, Reuters, AP, CNN, The Guardian, National Hurricane Center.