Fakta

Kronprinsen har tidligere afbrudt ophold efter død i familien

Kronprins Frederik har afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege.

Han er nu på vej til Danmark, da prins Henriks helbredstilstand er alvorligt forværret, oplyser hoffet.

Det er ikke første gang, at kronprinsen afbryder et udlandsophold for at haste hjem til sin familie.

I 2000 afbrød kronprinsen sin rejse i Australien, da dronning Ingrids helbredstilstand var tiltagende svækket.

Han tog hjem 14 dage før planlagt, skrev Ekstra Bladet dengang.

– Ja, jeg har været i kontakt med kronprinsen, og han er taget fra Australien og er på vej hjem, sagde den daværende hofchef, kammerherre Per Thornit, dengang til Ekstra Bladet.

– Det er sket i samråd med den kongelige familie, sagde han.

Da kronprinsen landede i Københavns Lufthavn i november 2000 tog han direkte til Fredensborg Slot for at være hos sin mormor, dronning Ingrid. Det fortalte hofchef S.A. Kundby Nielsen dengang til Ritzau.

Kronprinsen nåede at se og tage afsked med sin mormor, som han havde et meget nært forhold til.

Han landede om morgenen 6. november. Dagen efter, 7. november, døde dronning Ingrid 90 år gammel. En uge senere blev hun begravet i Roskilde Domkirke.

Kronprinsen havde ifølge Billed-Bladet været i Australien for at besøge sin kommende kone, Mary.