Fakta

Når jagten på sundheden går over gevind

Laura Kverneland, læge samt medstifter af og talsperson for Læger Formidler, fortæller her om tre sundhedstrends, du med ro i sindet kan holde dig langt fra: 

Detox-kure:

Laura Kverneland fortæller, at detox-kure er populært, fordi det bliver markedsført som et produkt, der renser kroppen. Juice- og smoothiekure er to eksempler på detox-kure, der har vundet indpas blandt den danske befolkning, men ifølge Laura Kverneland er det slet og ret spild af penge.

– Det er ikke farligt at være på juicekur i begrænset omfang, men detox-kure er meget restriktive, og du skærer en stor del af det, der er vigtigt for dig, fra. Du får sukker og vand (og kulhydrater), men du får ikke fedt og protein, du også har brug for, siger Laura Kverneland.

Hun understreger, at det ikke er sundhedsskadeligt kun at drikke juice i et par dage, men det har på den anden side ingen sundhedsmæssig effekt for din krop.

– Det er en misforståelse, at man skal hjælpe kroppen på vej. Dine organer renser din krop, og de har ikke brug for hjælp. Du behøver ikke smide penge i den retning, siger Laura Kverneland.

Hvis man går på en juice-kur og kun drikker juice i eksempelvis tre dage, sker der formentlig det, at man taber sig. Det er dog vægt, man tager på igen, når man vender tilbage til normal kost, og som læge er Laura Kverneland bekymret for, om juice-kure kan være første skridt på vejen mod en spiseforstyrrelse hos unge mennesker, af samme årsag.

– Vi kan ikke anbefale detoxing, siger Laura Kverneland.

Superfoods:

Laura Kverneland fortæller, at hun som læge har stiftet bekendtskab med flere fødevarer, der bliver markedsført som værende såkaldte superfoods. Eksempler på disse kan være acaibær, gojibær og moringa-blade.

– Det er et markedsføringsbegreb. Al mad er super, hvis det er friskt. Det behøver ikke være eksotisk og komme fra Kina, siger Laura Kverneland.

Hun fortæller, at der ikke som sådan er noget unikt i acaibær, der gør det sundere at spise dem frem for frugt købt i Danmark.

– Det problematiske er, at det bliver sat op sådan, at noget mad er bedre end andet, at gojibær fra Kina er bedre end noget, du kan løbe lokalt. Det er ikke korrekt. Æbler, havregryn og tomater giver dig de antioxidanter og vitaminer, du har brug for. Det er løgn at sige, at du skal betale mange penge for at få det fra gojibær, siger Laura Kverneland.

Derudover fortæller hun, at man har fundet pesticider på gojibær og salmonella på moringa-blade, og pludselig risikerer du som forbruger at spise noget, der er direkte usundt, i den tro, at det er sundere end det, du kan købe i Netto.

Ekstrem træning:

Som læge på akutmodtagelsen på Herlev Sygehus har Laura Kverneland mødt unge mennesker med opløste muskler. Lidelsen kommer af at overtræne kroppen fysisk, og problemet med det er, at der bliver frigivet myoglobin fra musklerne, der kommer i kontakt med nyrerne og gør skade på dem. 

– De unge mennesker kommer ind med muskelsmerter. Deres muskler er ømme. De føler sig svage og syge. Nogle gange er deres urin mørk og koncentreret. De unge mennesker bliver indlagt af det. Det er gudskelov sjældent, men kan være livsfarligt, siger Laura Kverneland til Newsbreak.dk.