Fakta

OVERBLIK: De københavnske gader er bandernes krigszone

De mange uroligheder siden midten af juni har fået politiet til at oprette visitationszoner i København.

I København har der siden midten af juni været et stort antal voldsomme opgør, som formodes at have tilknytning til den eskalerende bandekonflikt.

De mange skyderier har fået politiet til at oprette visitationszoner i dele af København.

En lang række af personer er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med sagerne, men politiet er stadigvæk på jagt efter flere gerningsmænd.

Få et overblik over den seneste tids uroligheder i København:

  • 4. august: Der bliver kort før klokken 13 affyret skud mellem to biler på Rovsingsgade i København. En bliver ramt.
  • 2. august: En 24-årig mand bliver ramt i ballen, da to mænd på en knallert åbner ild i krydset mellem Tomsgårdsvej-Tuborgvej og Frederiksborgvej.
  • 1. august: To mænd på knallert affyrer flere skud på Nørrebrogade. En mand bliver ramt i den ene balle.
  • 28. juli: Flere skud bliver affyret i Mjølnerparken. Tre biler, men ingen personer bliver ramt.
  • 25. juli: En 26-årig mand bliver ramt af to skud i benet, da en bil stopper op i Rovsinggade, og en mand affyrer 8-10 skud. Kort efter bliver to mænd på 23 og 29 år anholdt i Mjølnerparken. De bliver dagen efter varetægtsfængslet.
  • 20. juli: Der bliver anmeldt skud i området ved Mjølnerparken. Vidner fortæller politiet, at to personer kom kørende på motorcykel og affyrede skud. Der er ingen anholdte, og tilsyneladende er ingen ramt.
  • 19. juli: Der bliver skudt ved Krakas Plads på Nørrebro nær Haraldsgade. I en hæk finder politiet en pistol med skarpe skud. Ingen er anholdt, og ingen er tilsyneladende ramt.
  • 18. juli: En mand bliver snittet overfladisk med en kniv på Tomsgårdsvej i Nordvest. Ingen er anholdt.
  • 18. juli: Der er skyderi nær Tingbjerg Skole. Ingen bliver ramt, og ingen er anholdt.
  • 18. juli: Der bliver skudt i Mjølnerparken. Ingen bliver ramt, og ingen er anholdt.
  • 14. juli: En mand bliver stukket to gange i låret og en gang i ballen på Frederikssundsvej. Han bliver af tre mænd trampet i ansigtet. En 23-årig og senere en 19-årig blev efterfølgende anholdt og sigtet for grov vold. Politiet mener at vide, hvem den tredje er.
  • 14. juli: Der er et skyderi på Mimersgade. Politiet finder efterfølgende afskudte hylstre, og dagen efter finder politiet et skudhul i en kaffebar på Heimdalsgade.
  • 12. juli: Et medlem af Loyal to Familia bliver stukket med en kniv på Mosevej. Politiet eftersøger en navngiven person for at stå bag.
  • 16. juni: Ukendte personer affyrer skud fra en knallert på Frederiksborgvej. To af skuddene rammer ruder i en kiosk og i en lejlighed. Intet tyder på, at nogen er ramt. Der er ingen anholdt.
  • 13. juni: På Gadelandet i Husum kommer to personer på en knallert kørende forbi en gruppe personer om eftermiddagen. Den ene affyrer flere skud mod gruppen.
  • 13. juni: Der bliver skudt på Bogtrykkervej i Nordvestkvarteret nær Tagensbo Skole natten til 13. juni. Politiet finder flere patronhylstre, men ingen gerningsmænd eller nogen ramte.
  • 12. juni: Der er meldinger om skud på Amager. Ingen bliver anholdt, og ingen er tilsyneladende ramt.

Kilder: Københavns Politi og Ritzau.