Fakta

Overblik: Historisk stor kokainsag

Syv mænd fra Holland og Belgien er tiltalt i sag om indsmugling af 310 kilo kokain til Danmark. Sagen begynder torsdag ved Retten i Kolding.

* Politiet beslaglagde 310 kilo kokain hos virksomheden Holger Christiansen A/S i Esbjerg 14. juli 2015.

* Det er det hidtil største enkeltbeslag af kokain herhjemme.

* Politiet mener, at narkoen ved en fejl landede hos Esbjerg-virksomheden og har tiltalt syv mænd fra Holland og Belgien for forsøg på at få fingre i narkoen og udføre den af landet.

* De 310 kilo kokain er af højeste kvalitet og kan ifølge politiets skøn blandes op til 1200 kilo kokain. Det giver kokainen en værdi på 800-900 millioner kroner på gadeplan.

* Ifølge anklageskriftet tog de hollandske og belgiske mænd, der alle er i 20’erne, til Danmark for at lokalisere containeren på havnen i Fredericia.

* Her var containeren ankommet 11. juli 2015 klokken 01.08 med skib fra Brasilien via den belgiske havneby Antwerpen.

* Det lykkedes ikke i første omgang mændene at lokalisere containeren, hvorefter de ifølge anklageskriftet tilkaldte forstærkning.

* Herefter ankom yderligere tre mænd fra Belgien til Fredericia.

* Trods rekognoscering til fods og i biler lykkedes det ikke mændene at finde frem til containeren med den værdifulde last.

* 13. juli forlod mændene ifølge anklageskriftet Danmark med uforrettet sag.

* Dagen efter ankom containeren til virksomheden i Esbjerg. Efter åbning af containeren tilkaldte medarbejdere straks politiet.

* De syv mænd er blevet anholdt i samarbejde med politiet i Holland og Belgien. Efterfølgende er de blevet udleveret til Danmark.

* Alle syv nægter sig skyldige.

Kilder: Anklageskriftet, Ritzau.