Fakta

Overblik over de tre danske Oscar-kandidater

Onsdag frigav den danske Oscar-komité en liste over tre film, hvoraf den ene bliver Danmarks bud på en nomineret i kategorien “bedste ikke-engelsksprogede film” ved den amerikanske filmprisuddeling Academy Awards i USA.

Det endelige danske bud vælges 20. september.

Få et overblik over de tre film på listen her:

* “Du forsvinder” af instruktør Peter Schønau Fog.

Et drama om en rektor, der bliver taget i at stjæle 12 millioner kroner fra skolen, som han arbejder på. Det viser sig, at han har haft en kræftsvulst i hjernen i tre år, hvilket har ændret hans personlighed drastisk.Filmen debatterer, hvad det vil sige at være fanget i spændet mellem fri vilje og hjernens kemi.Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm spiller hovedrollerne.

Værket er baseret på Christian Jungersens roman af samme navn, og den får international premiere ved Torontos filmfestival i september. Den canadiske festival har tidligere haft stor betydning for lanceringen af film i Oscarsammenhæng, skriver Det Danske filminstitut.

Filmen havde dansk premiere 20. april i år.

* “Gud taler ud” af instruktør Henrik Ruben Gentz.

En dramakomedie om en psykolog og selvudnævnt Gud i slåbrok og underbukser, mens han regerer fra familiens parcelhus i Risskov. Da han beslutter sig for at skrive sine erindringer, skaber det voldsom splid i kernefamilien. Inden børnene får kæmpet sig fri af farens undertrykkelse, kommer der et afgørende opgør med “Gud”.

Søren Malling og Lise Nilsson spiller hovedrollerne.

Værket er baseret på Jens Blendstrups selvbiografiske roman af samme navn.

Filmen får premiere 28. september i år.

* “Underverden” af Fenar Ahmad.

Et drama om en mand, der har det rigtig godt som nyudnævnt speciallæge med dyr lejlighed og gravid kæreste. Den lykkelige tilværelse får en brat afslutning, da hans bror bliver fundet gennembanket til døde, hvilket overvælder ham med skyldfølelse og sorg. Det erstatter han med vrede og en indædt kamp i den københavnske underverden for retfærdighed for sin bror. En hævnkamp, der måske ikke er prisen værd.

Dar Salim og Stine Fischer Christensen spiller hovedrollerne.

Filmen havde premiere 19. januar i år.

Kilder: Det Danske Filminstitut, IMDb, kino.dk

/ritzau/