Fakta

Overblik over massakren (22.4-2019)

Herunder et overblik over angrebene, som har dræbt mindst 290 mennesker – heraf tre danskere og mange andre udlændinge – og såret omkring 500 mennesker:

Seks kraftige bomber eksploderede søndag i tre kirker og i tre femstjernede hoteller i Sri Lanka. De blev fulgt op af yderligere to eksplosioner senere søndag. Mandag er en bil eksploderet.

I alt er mindst 290 mennesker blevet dræbt – herunder tre danske børn. Omkring 500 mennesker er såret:

* De tre ramte kirker er St. Sebastian’s i Katuwapitiya, der ligger nord for hovedstaden Colombo, St. Anthony’s Kirke i Kochcikade, Colombo, og en kirke i Batticaloa på Sri Lankas østkyst.

* De tre ramte hoteller er Shangri-La Colombo, Kingsbury Hotel og Cinnamon Grand Colombo.

* Yderligere to eksplosioner ramte flere timer efter de første angreb. Den første eksplosion ramte et mindre hotel i Colombo, hvor to blev dræbt, oplyste politiet.

* Den anden var en selvmordsbombe, som blev udløst, da politiet ville ransage en adresse i hovedstaden. Tre politifolk blev dræbt, sagde en politikilde til AFP.

* En bombe blev søndag aften fundet omkring to kilometer fra en lufthavn uden for Colombo. Bomben blev uskadeliggjort.

* Mandag er en bil eksploderet. Ifølge vidner arbejdede betjente på at afmontere nogle sprængstoffer i bilen, umiddelbart før den eksploderede.

* Tre danske søskende er blandt de dræbte.

* Politiet i Sri Lanka har anholdt 24 personer i forbindelse med eksplosionerne.

* Landets forsvarsminister kaldte på et pressemøde angrebene for “terror”.

* Myndighederne i Sri Lanka har indført et natligt udgangsforbud natten til tirsdag. Samtidig har landets regering lukket ned for alle større sociale medier og beskedtjenester.

* Allerede for ti dage siden advarede Sri Lankas politichef, Pujuth Jayasundara, om kommende angreb mod kendte kirker.

* Rajitha Senaratne, der er talsmand for srilankanske regering, har oplyst, at politiet mener, at et international netværk har hjulpet en lokal gruppe med at udføre angrebet.

Kilde: Ritzau