Fakta

Personerne i grotten

Læs, hvem de 13 fra fodboldholdet “Vildsvinene” er:

* Chanin Vibulrungrungruang, 11 år.

Chanin går under kælenavnet Titan. Han spillede på sin skoles fodboldhold, inden han blev inviteret til “Vildsvinene”, hvor han er den yngste spiller.

* Mongkol Booneiam, 12 eller 13 år.

En af hans lærere beskriver Mongkol, som har kælenavnet Mark, som et meget respektfuldt og godt barn. Hans far fortæller, at Mark elsker skolen, næsten lige så meget, som han elsker fodbold.

* Panumas Sangdee, 13 år.

Cheftræneren for holdet har sagt, at Panumas, der har kælenavnet Mig, er større end andre drenge på sin alder. Desuden er han meget adræt.

* Duganpet Promtep, 13 år.

Duganpet med kælenavnet Dom er holdets anfører, og ifølge CNN har flere professionelle klubber i Thailand haft et godt øje til ham.

Desuden er han dygtig til at motivere holdet.

* Somepong Jaiwong, 13 år.

Hans kælenavn er Pong, og hans lærer Manutsanun Kuntun har fortalt AFP, at Pong er en meget glad dreng, som elsker sport. Han drømmer om at spille på landsholdet.

* Nattawut Takamrong, 14 år.

Han skrev i et brev til sine forældre, at de ikke skulle bekymre sig. Forældrene svarede Nattawut, der har kælenavnet Tern, at de venter på ham foran grotten.

* Adul Sam-on, 14 år.

Adul er oprindeligt fra Myanmar, men han forlod landet og sin familie for at få bedre uddannelse i Thailand.Han snakker både thailandsk, burmesisk, kinesisk og engelsk, og han var den eneste, som var i stand til at tale med de britiske dykkere, som fandt holdet.

* Ekarat Wongsukchan, 14 år.

Den 14-årige dreng med kælenavnet Bew skrev i et brev til sin mor, at han ville hjælpe hende i butikken, så snart han var blevet reddet ud.

* Prajak Sutham, 15 år.

Prajak, som kaldes Note, bliver af venner af familien beskrevet som “en klog, stille fyr”.

* Pipat Pho, 15 år.

Pipat skrev til sine forældre, at han gerne ville ud og spise mookatha, der er en thailandsk barbecueret, når han kommer ud fra grotten.

Hans kælenavn er Nick.

* Pornchai Kamluang, 16 år.

– Vær ikke bekymrede, jeg er meget glad, skrev Pornchai, der har kælenavnet Tee, i brevet til sine forældre.

* Peerapat Sompiangjai, 17 år.

Dagen, hvor drengene forsvandt, var Peerapats fødselsdag, og drengene var efter sigende gået ind i grotten for at fejre den 17-årige, som har kælenavnet Night. De havde taget snacks med til fejringen.

* Hjælpetræner Ekapol Chantawong, 25 år.

Ekapol undskyldte i sit brev over for forældrene for at have taget drengene med ind i grotten.

– Jeg lover, at jeg passer på børnene, så godt jeg kan, skrev han også.

Ifølge nogle medier var Ekapol, som har kælenavnet Ake, den svageste i gruppen, da de blev fundet. Det skyldtes, at han nægtede at spise noget af det medbragte mad, som de andre drenge delte.

Kilder: BBC, CNN, The Guardian, AFP.