Fakta

Politikernes dosmerseddel for efteråret

Tirsdag åbner Folketinget, og de folkevalgte får travlt før jul.

Få her et overblik over nogle af de væsentligste ting, der kommer på dagsordenen i efteråret 2017:

* Finanslov og skatteforhandlinger

Dette års finanslov er koblet sammen med en skattereform. Regeringen vil give skattelettelser for 23 milliarder kroner. Det afviser støttepartiet Dansk Folkeparti, der kun vil være med til at lette skatten i bunden.

* Forsvarsforlig

Regeringen ventes at fremlægge sit udspil til et nyt forsvarsforlig i oktober. Forliget skal sætte rammen for Forsvaret fra 2018 til 2022, og der er lagt op til at tilføre ekstra midler.

Dog ikke så mange milliarder, det vil kræve, hvis Danmark skal nå op på de to procent af bruttonationalproduktet, som det fælles mål for Nato lyder på.

* PostNord

Finansministeriet undersøger, om der skal investeres i det kriseramte postselskab. Flere løsninger er på bordet: direkte statsstøtte, statsgaranterede lån, lån på markedsvilkår og en ekstern investor.

* Støjbergs ulovlige instruks

Før sommerferien var udlændingeminister Inger Støjberg (V) i flere samråd om sin ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra ældre ægtefæller. Ministeren er kaldt i nyt samråd.

* Grænsekontrol

Til november udløber den midlertidige grænsekontrol. Støjberg har dog varslet, at hun ikke ser for sig, at den hæves. En ny linje fra EU-Kommissionen betyder, at kontrollen kan fortsætte.

* Trepart

Med to delaftaler i hus skal regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne til efteråret lande den sidste trepartsaftale. Den skal styrke området for voksen- og efteruddannelse.

* Produktionsskoler

Regeringen har varslet en reform af uddannelsestilbud til de svageste unge og vil nedlægge produktionsskolerne og i stedet samle de unge på én fælles uddannelse.

* Lægemiddelagentur

Til november ventes det afgjort, om Danmarks bestræbelser for at få EU’s Lægemiddelagentur til København har båret frugt. 18 andre byer lægger også billet ind på at huse agenturet, når det skal flytte fra Storbritannien.

* Udflytning af statslige arbejdspladser

Regeringen har bebudet anden runde i udflytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstaden. Selve udflytningen er varslet næste år, så regeringen ventes at annoncere planen i løbet af efteråret.

* Medieforhandlinger

Forhandlingerne om det næste medieforlig, der skal træde i kraft 1. januar 2019, påbegyndes så småt. Flere partier ønsker at slanke DR og privatisere TV2. DF vil barbere DR ned med 25 procent.

* Burkaforbud

DF fremsætter forslag om at forbyde heldækkende beklædninger som den muslimske burka. Regeringen er splittet. De Konservative er for, Liberal Alliance er imod, og Venstre har endnu ikke taget stilling.

* Energiforlig

Regeringen fremlægger sit udspil til et nyt energiforlig for 2020 til 2030. Forud for forhandlingerne har Energikommissionen udgivet en rapport med anbefalinger til et lavemissionssamfund baseret på vedvarende energi.

* Offentlighedsloven

Folketingets Ombudsmand har konkluderet, at offentlighedens adgang til aktindsigt blev væsentligt indskrænket med ændringen af offentlighedsloven i 2013. Et flertal vil lempe dele af loven.

Kilder: Ritzau og DR.