Fakta

Sådan blev minkerhvervet i Danmark lukket

Kopenhagen Fur i Danmark slår lørdag de virtuelle døre op for årets første auktion over minkskind.

En række minkauktioner er på vej, selv om alle mink i november blev beordret aflivet efter smitte med en særlig coronavariant.

Få overblik over forløbet her:

26. april 2020:

Det hollandske landbrugsministerium oplyser, at der er fundet smitte med coronavirus på to minkfarme. En måned senere står det klart, at en person er blevet smittet af en mink i Holland.

17. juni:

Fødevarestyrelsen oplyser, at der er blevet konstateret coronavirus blandt dyrene i en nordjysk minkbesætning. To andre besætninger bliver også inficeret kort tid efter, og alle mink i de berørte besætninger bliver aflivet.

1. oktober:

En million mink fra op mod 100 besætninger skal aflives i Nordjylland. Det oplyser fødevareminister Mogens Jensen (S) på et pressemøde.

I alt 41 minkbesætninger er inficeret, mens 20 er under mistanke. Yderligere en række farme ligger så tæt på de smittede mink, at også besætningerne her skal aflives.

8. oktober:

Arbejdet med at aflive en million mink i Nordjylland bliver sat i gang af Fødevarestyrelsen.

4. november:

Statsminister Mette Frederiksen siger, at alle Danmarks mink – 15-17 millioner – skal aflives, fordi coronavirus er muteret blandt mink og har spredt sig til mennesker. Det frygtes, at mutationen kan gå ud over effekten af en coronavaccine.

15. januar 2021:

Loven om forbud mod hold af mink træder i kraft. De sidste mink skal nu være aflivet. Fødevarestyrelsen oplyser, at tre minkavlere muligvis stadig holder mink. De holder mink i live i håb om, at de kan indgå i et forskningsprojekt. Fristen bliver senere forlænget til tirsdag 2. februar.

17. januar:

Fødevarestyrelsen afviser at give støtte til forskningsprojekt, hvor forskere fra universiteterne i København og Aarhus blandt andet ville undersøge coronavirus i mink.

5. februar:

Fødevarestyrelsen oplyser, at de sidste mink på minkfarme i Danmark er blevet aflivet.

20. februar:

Kopenhagen Fur holder den første af i alt fire auktioner i 2021. Der er også planlagt flere i 2022.

Kilde: Ritzau.